Bubber overrækker pengegave til kræftramte børn
Foto: Pressefoto- Ude og Hjemme
Bubber var også sidste år forbi Aalborg Universitetshospital med en donation og chokoladekage.
Børnekræftafdelingen på Aalborg Universitetshospital får i dag overrakt mere end 68 tusinde kroner.
Afdelingen for kræftramte børn på Aalborg Universitetshospital for i dag overrakt 68.559,75 kroner. Pengene er en del af Ude og Hjemmes store juleindsamling. Her fik de samlet 274.239 kroner ind, der bliver fordelt på fire børnekræft afdelinger i hele landet. Heriblandt Aalborg.
Bubber turnerede i december rundt til 29 byer, hvor han bortauktionerede gaver, der var doneret af lokale butikker i den gode sag tjeneste. Det fik indsamlet det rekordhøje beløb, der i dag bliver uddelt, og det er selvfølgelig børneværten selv, der overrækker checken.
Pengene skal skabe glæde blandt de kræftramte børn og deres familier i en svær tid, samt skabe opmuntring blandt det hårdtarbejdende personale, men hvad pengene præcis skal bruges på, det må afdelingerne dog selv bestemme.
Det er fjerde år i træk, at Ude og Hjemme samarbejder med Bubber om juleindsamlingen til fordel for Danmarks kræftramte børn, og siden 2013 er der indsamlet i alt 1.030.642,75 kroner til de fire børnekræftafdelinger.
Bubber overrækker pengene til Aalborg Universitetshospital klokken 10 onsdag, hvor der er lovet chokoladekage til børn, personale og pårørende.