Byggede satellit til Elon Musk - nu bygger virksomhed kæmpe fabrik i Nordjylland

Den nye virksomhed kan blandt andet give gode muligheder for nogle af de studerende i byen.

Rumteknologivirksomheden Space Inventor har sat sig tungt på markedet for små satellitter, og tilbage i april måned leverede virksomheden verdens mindste geostationære kommunikationssatellit, der blev sendt op sammen med Elon Musks Falcon Heavy-raket. 

Det har ifølge virksomheden selv sikret Space Inventor en national og international position som en af verdens førende satellitproducenter, både til offentlige forsvarsenheder og til kommerciel brug. 

Derfor offentliggør den nordjyske virksomhed nu, at man fra 1. marts 2024 skal huse 3500 kvadratmeter satellitproduktion i Aalborg. 

- Vi har i løbet af otte år nået en position, hvor vi er blevet en betydende aktør inden for science, defence og geostationær satellitkommunikation. Det er netop her, vi ser væksten i de kommende år, og derfor skalerer vi nu produktionen op med en dedikeret fabrik, der fra dag ét bliver en af Europas mest avancerede, siger stifter af og CEO i Space Inventor Karl Kaas i en pressemeddelelse.

Godt for studerende og universitetet 

Fabrikken bliver placeret i forskerparken NOVI i Aalborg og får plads til 100 medarbejdere. Det er til stor glæde for NOVI. 

- NOVI er et ankerpunkt for virksomheder inden for højteknologi og forskning, og Space Inventor kommer til at ligge meget tæt på Aalborg Universitets enhed for rumfart og satellitter. Derfor danner Space Inventors nye fabrik et meget fint økosystem for studiejobs til de studerende, ligesom det vil være oplagt at etablere en lang række forskningssamarbejder mellem universitetet og Space Inventor. Det er tæt på at være genialt for alle parter, og vi ser meget frem til at huse et så interessant tiltag på nordjysk grund, siger CEO i NOVI Forskerpark Henrik Lundum. 

Space Inventors fabrik bliver placeret i en bygning, der tidligere var indrettet til antenneproduktion, og indretningen er derfor optimal i forhold til de krav, det stiller at producere satellitter




Seneste nyt

fra Nordjylland