Coronapasset kan give kø

For at komme i Aalborg Zoo har gæsterne siden genåbningen 4. marts skulle fremvise en negativ coronatest. Zoo-direktøren forudser, at coronapasset kan give udfordringer for mange arrangører, når publikum til større begivenheder skal tjekkes.

Et af de vigtige punkter i den netop fremlagte genåbningsplan er det såkaldte coronapas.

Dermed bliver det et krav, at du kan fremvise, at du enten er færdigvaccineret, har været smittet før eller er testet negativ inden for 72 timer. Både PCR-test og hurtigtest er gyldigt som dokumentation.

Det gælder eksempelvis, hvis du skal på restaurant, til frisør eller til kulturarrangementer.

I Aalborg Zoo har medarbejderne siden genåbningen 4. marts skulle tjekke, om gæsterne har en negativ test. For det har været forudsætningen for at komme i zoo, som fik mulighed for at genåbne de udendørs aktiviteter.

Og i Aalborg Zoo har man gjort sig nogle erfaringer med dette ekstra tjek, som ligger udover det sædvanlige salg og kontrol af indgangsbilletter

- Det er gået ganske udmærket, siden vi genåbnede. Mange viser deres negative test frem på mobiltelefonen, og vi har dagligt kun haft få gæster, så det har ikke været noget problem at håndtere, siger direktør i Aalborg Zoo Henrik Vesterskov Johansen.

Men han forudser, at det kan give udfordringer, når antallet af gæster stiger, som det eksempelvis forventes i påsken, hvor Aalborg Zoo regner med at få mellem 2000 og 4000 besøgende dagligt.

quote Men det er klart, at skal mange mennesker have tjekket deres coronapas på kort tid, så kræver det en masse ekstra medarbejdere

Henrik Vesterskov Johansen, direktør, Aalborg Zoo

På den baggrund fordobler Aalborg Zoo antallet af medarbejdere, som skal tjekke gæsternes negative coronatest.

- Vi inddrager rundkørslen ved hovedindgangen, hvor vi stiller tre pavilloner op, som bliver bemandet med 12 medarbejdere. Her tjekker vi gæsternes ID og deres coronatest, inden de bliver lukket over til selve billetlugen, siger Henrik Vesterskov Johansen.

Han kan godt forestille sig, at eksempelvis koncertarrangører kan få udfordringer, når coronapasset er indført, for der er mange publikummer, der skal tjekkes på relativ kort tid.

- Det er jo ikke noget problem ved frisøren eller på en restaurant, hvor der ikke er så mange mennesker. Men det er klart, at skal mange mennesker have tjekket deres coronapas på kort tid, så kræver det en masse ekstra medarbejdere, siger Henrik Vesterskov Johansen.

Siden Aalborg Zoo genåbnede de udendørs aktiviteter, har parken kun afvist få gæster.

- Der har været nogle, der har glemt, at de skulle have en negativ coronatest med, og så har der være nogle, der har fremvist en test, der har været for gammel, siger Henrik Vesterskov Johansen.

Han har svært ved på nuværende tidspunkt at vurdere, om kravet om fremvisning af en negativ coronatest har haft indflydelse på besøgstallet.

- Vi har haft relativt få gæster, siden vi genåbnede. Vi bliver meget klogere på det her hen over påsken, hvor vores sæson først for alvor begynder, og så er vi selvfølgelig også meget afhængige af vejret, siger Henrik Vesterskov Johansen.

Han ser det dog som en barriere for gæsterne, at de skal fremvise en negativ test. Det gælder eksempelvis de gæster, der helt spontant får lyst til at tage i zoo.

- Men nu glæder vi os bare til den 21. maj, hvor vi også kan få lov til at have gæsterne i vores indendørs anlæg, siger Henrik Vesterskov Johansen.


Seneste nyt

fra Nordjylland