Derbyvindere til start i Aalborg
Årets derbyvinder, Axel, er klar til weekendens væddeløb.
Der er lagt op til dobbelt derby-revanche, når der i weekenden køres Aalborgs Store Pris på væddeløbsbanen i Aalborg, idet årets to derbyvindere kommer til start.
I Dubois Hingste Aalborg Hoppechampionat starter derbyvinderen Amulet med Birger Jørgensen i sulkyen. Han starter i anden række bag startbilen. Til gengæld har den lokale Angelina med Jeppe Juel i sulkyen fået startspor i første række, så parret måske kan få revanche for den flotte andenplads i hoppederbyet.
I alt deltager 11 ekvipager i hoppechampionatet med 75.000 kroner til vinderen. Lørdag er der ni løb på programmet.
I Eniig Aalborg Store Pris 2016 kan publikum glæde sig til et gensyn med årets derbyvinder Axel og Rene Kjær.
Parret vandt for to uger siden overlegent det danske trav derby og viste, at den indtil nu har været årgangens bedste hest.
Axel er opdrættet af brødrene Preben og Frank Sørensen fra Kinnerup Hesteartikler i Vodskov og blev på Aalborg auktionen i 2013 solgt for 65.000 kroner, og hesten har til dato indløbet 1.700.000 kroner.
Hvis Axel også vinder Aalborg Store Pris 2016 kan ejerne glæde sig til, at der kommer yderligere 125.000 kroner ind på kontoen.
Søndag starter stævnet klokken 13.30 med 12 løb på programmet, og de kan følges live på TV2 Nord Salto, hvor Hans Peter Rytter og Hans Christian Lauritzen kommenterer løbene. På sidelinjen og i staldene er Mogens Jørgensen og Robert Bedsted på plads til at levere interviews.