Dovendyr-unge putter sig i zoo
For sjette gang er der født en dovendyr-unge i Aalborg Zoo. Men den er svær at få øje på.
Der er for nyligt kommet en lille ny beboer i Aalborg Zoo – nemlig en dovendyr-unge, som holder til i det sydamerikanske tropehus.
Da TV2 Nord mandag formiddag var på besøg i zoo, sad moren og ungen og gemte sig højt op i en trækrone, hvilket dovendyret gør op til 22 timer i døgnet, men dyrepasser Betina Andersen kunne forsikre om, at moren rent faktisk havde fået en unge, selv om den er svær at se i toppen træet.
- Vi var så heldige, at vi var der den morgen, hvor hun fødte ungen. Mine kolleger kunne høre, at der var noget skrigen oppe i træerne, og så kunne de se, at hun havde fået en unge, forklarer Betina Andersen.
Aalborg Zoos dovendyr-par har fået en unge hvert år de seneste seks år, og dovendyr er ifølge Betina Andersen gode til at yngle i fangenskab.
Hun giver det gode råd til zoo-gæster, der gerne vil se moren og den nye unge, at de skal komme over middag, hvor der er størst chance for at se dem.
- Farmand kan man være lidt mere heldig at se også om formiddagen, hvor han er nede for at spise, hvor han kravler rundt i lianerne, siger Betina Andersen.