Tre partier vil teste støtten til motorvej

Står tilsagnet om 600 millioner lokale kroner til en Egholm-forbindelse ved magt efter valget? Det skal byrådet i Aalborg i dag tage stilling til.

Det nytiltrådte byråd i Aalborg skal mandag eftermiddag tage stilling til, om man står ved dét løfte, et flertal i det gamle byråd har afgivet i forbindelse med planerne om en tredje Limfjordsforbindelse.

Som led i oprettelsen i 2018 af den såkaldte Aalborg-alliance sagde politikerne ja til at bidrage med 600 mio. kr. til anlæggelsen af vejanlægget til anslået ca. syv mia. kr.

Vil trække tilsagn tilbage

Nu foreslår Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Socialistisk Folkeparti - som alle er modstandere af Egholm-forbindelsen - at byrådet skal meddele transportministeren, at det tidligere afgivne tilsagn trækkes tilbage. Radikale Venstre var fra begyndelsen med i aftalen, men har siden undsagt den.

De tre partier mere end fordoblede deres mandattal ved valget i november, så de nu sidder på syv af byrådets 31 pladser. Partierne satser på, at også de fire konservative vil støtte forslaget. Dét er imidlertid ikke tilstrækkeligt til et flertal.

- Vi synes, det er oplagt at teste, hvor det nye byråd står i et spørgsmål, som fyldte rigtig meget i valgkampen, siger den radikale rådmand Jes Lunde om baggrunden for forslaget.

Han erkender, at blandt andet Socialdemokratiet og Venstre - som tilsammen har flertal i byrådet - næppe har ændret holdning.

- Men vi ved, at der er socialdemokratiske byrådsmedlemmer, som ikke er tilhængere af en Egholm-forbindelse. Derfor vil vi gerne teste, om nogle af dem måske ikke følger gruppedisciplinen i dette spørgsmål, siger Jes Lunde.

Og hvis de følger resten af deres grupper - hvad der vel er størst sandsynlighed for?

- Så må vi respektere, at vi bliver stemt ned, og at der i byrådet fortsat er flertal for at bidrage med de 600 mio. kr. Men forsøget på at omstøde en forkert beslutning skal gøres, siger han.

Gruppeformand gik imod Aalborg-alliancen

Først umiddelbart før byrådsmødet bliver det på et gruppemøde afklaret, om den konservative byrådsgruppe vil stemme for forslaget. 

Gruppeformand Vibeke Gamst (K), der i sidste byrådsperiode var partiets eneste repræsentant, gik i sin tid kraftigt imod Aalborg-alliancen og mener, at en kommunal medfinansiering af det aktuelle projekt vil være lovstridig.

Op til kommunalvalget kunne kandiaterne til byrådet i Aalborg i en kandidattest, som TV2 Nord og andre medier udarbejdede, tilkendegive deres holdning til 25 udsagn. Et af dem lød: Aalborg Kommune bør trække støtten til en Egholmforbindelse.

Vibeke Gamst svarede, at hun var helt enig i dette. Siden har hun fået selskab i byrådsgruppen af tre partifæller, Morten Thiessen, Sofie Svendsen og Lotte Finck. De tre nye svarede omvendt i kandidattesten, at de var uenige eller helt uenige i, at kommunen bør trække støtten til en Egholmforbindelse.

Vibeke Gamst forventer dog, at hendes og partiets hidtidige linje, når det gælder de 600 mio. kr., vil få tilslutning fra de tre byrådsdebutanter, så alle fire konservative stemmer for forslaget.


Seneste nyt

fra Nordjylland