EH Aalborg siger farvel til svensk keeper

Emma Friberg stopper til sommer i EH Aalborg efter to sæsoner i den nordjyske klub.

Håndboldklubben EH Aalborg skal til sommer på jagt efter en ny keeper. Svenskeren Emma Friberg har således valgt at stoppe i klubben efter denne sæson. Det skriver EH Aalborg i en pressemeddelelse.

- Vi har med Emmas præstationer, personlighed og arbejdsiver vidst, at Emma en dag skal videre til større klubber og nye eventyr, den tid er kommet nu. Vi er stolte og glade over, at vi i EH Aalborg endnu engang har været med til at udvikle en spiller, som efter deres tid i Aalborg flytter videre til større klubber, lyder det fra EH Aalborg. 

Svenske Emma Friberg har spillet for nordjyderne i to sæsoner, når hun stopper til sommer. Emma Friberg står med en gennemsnitlig redningsprocent på 31,7 procent i indeværende sæson. 

27-årige Emma Friberg kom til EH Aalborg fra Ringkøbing, og hun vil selv se tilbage på sin tid i det nordjyske. 

- Jeg har været rigtig glad for min tid i EH Aalborg. EH Aalborg er stadig en ny klub, men alle omkring den arbejder helt vildt for, at få klubben etableret og udvikle hele setuppet. Jeg er sikker på, at EH Aalborg en dag ses, som en af de større klubber i Danmark. Tak til alle i og omkring klubben for 2 dejlige år, siger Emma Friberg.


Seneste nyt

fra Nordjylland