En æra slutter: Efter 51 år skal Restaurant Papegøjehaven skifte hænder
Foto: Mette Nielsen / TV2 Nord
Familien Mouritzen har drevet Restaurant Papegøjehaven i 51 år.
Flere måneders coronanedlukning og reduceret drift betyder, at selskabet bag Restaurant Papegøjehaven trækker sig. Dermed skal Aalborg Kongres & Kultur Center finde en ny forpagter.
I mere end fem årtier har familien Mouritzen stået i spidsen for den velkendte Restaurant Papegøjehaven i Aalborg og bespist tusindvis af AKKC (Aalborg Kongres & Kultur Centers) gæster.
Alting har imidlertid en ende. Det står nu klart, efter det 51-årige lange samarbejde snart ophører.
Direktør Lars Mouritzen, der også er formand for HORESTA i Nordjylland, er på de 26 tilbageblevne medarbejderes vegne ærgerlig over, at det ikke har været muligt at finde en løsning på den meget svære situation.
- Det bliver svært at forlade – og det er svært at sige farvel til gode medarbejdere, siger Lars Mouritzen, der har været direktør for familieforetagenet siden 2004.
Og familieforetagenet rækker da også langt tilbage. Det rækker sågar længere tilbage end oliekrisen og begyndelsen på Dronning Margrethes regentperiode. Familien begyndte at servere mad helt tilbage, da parcelhuse med carport og vinkelstue for alvor begyndte at vinde indpas hos de danske kernefamilier.
AKKC-direktør Nicolaj Holm begræder, at samarbejdet snart er fortid.
- AKKC og jeg er oprigtigt kede af, at den flotte æra familien Mouritzen har haft som forpagtere hos os, nu slutter. Den rolle har været utrolig vigtig i vores historie, og at en corona-krise skulle slutte vores mangeårige og stærke samarbejde på denne måde, havde vi aldrig forestillet os, siger han i en pressemeddelelse.
AKKC skal, når de kommende forhandlinger er på plads, til at indlede processen med at finde en ny forpagter af Restaurant Papehøjehaven.