Skuespilleren Ena Spottag har været på alles læber det seneste år. Hun er blevet kendt for sin rolle som Martha i Badehotellet, og i efteråret vandt hun Vild med Dans. Til sommer kommer nordjyderne til at kunne se meget mere til skuespilleren, når hun bliver en fast del af Aalborg Teaters ensemble de to kommende sæsoner.
Når Ena Spottag træder op på scenen i teatret den kommende sæson, så vil det ikke være første gang, at hun står på lige netop den scene. Det var på Aalborg Teater, at skuespilleren havde sin scenedebut, og mange af hendes barndomsår blev brugt på teatret, hvor begge hendes forældre arbejdede.
- Det er sådan lidt ringen, der skal sluttes, tror jeg. At jeg skal tilbage her, fordi det jo også er her, at jeg har fået lysten til at blive skuespiller, siger Ena Spottag.