Familie kører næsten 450 kilometer for at se spækhugger

Søndag trak den strandede spækhugger flere hundrede mennesker til. De kom for at overvære Naturstyrelsens redningsaktion.

Der er spækhuggere på trøjen. Der er en bamse-spækhugger i hænderne. Og der er næsten spækhuggere i øjnene. 

Familien Therkildsen er så begejstret for spækhuggere, at familien har taget turen hele vejen fra Amager til Nordjylland for at se den spækhugger, der har været strandet mellem Hals og Mou siden fredag. 

quote Jeg er stor fan af spækhuggere, de er bare så fantastiske

Freja Therkildsen, 10 år, Amager

Det er en tur på næsten 450 kilometer. 

- Vi har nogle jyske venner, der bor lige rundt om hjørnet, som skrev, at der ligger en spækhugger i Limfjorden, så pakkede vi bilen på 20 minutter, og så rasede vi afsted, siger Marianne Therkildsen, der til dagligt er biolog, og som bor på Amager med sin familie. 

Spækhuggere over det hele 

Det er hele familien - både mor, far og børn - der er vilde med det meget store pattedyr. Det kan man tydeligt se på 10-årige Freja Therkildsens tøj og tilbehør. 

Hun har en spækhugger-bamse med ved navn Schamo, og hendes trøje er fyldt med samme motiv. Hendes kærlighed til spækhuggere skinner klart igennem.

- Jeg er stor fan af spækhuggere, og de er bare så fantastiske, siger Freja Therkildsen. 

10-årige Freja Therkildsen fra Amager viser sin spækhugger-bamse frem. Den hedder Schamo.
10-årige Freja Therkildsen fra Amager viser sin spækhugger-bamse frem. Den hedder Schamo.
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord

Tøjet og tilbehøret passede til dagens anledning. For hele søndag har familien brugt dagen ved vandkanten mellem Hals og Mou, hvor de har haft udsigt til finnen, der stak op fra vandet fra den strandede spækhugger. 

- Jeg er virkelig glad for at se den, men jeg er også lidt ked af, at den er strandet, siger Freja Therkildsen. 

Lykkedes først i andet forsøg

Familien har holdt øje med den redningsaktion, som Naturstyrelsen søndag har stået for i håbet om at få dyret ud på dybere vand. Ønsket fra Naturstyrelsen var ikke at skubbe dyret ud, men derimod at motivere det til selv at bevæge sig. 

- Vi kan måske - hvis den vil - skubbe lidt til den, så den selv begynder at arbejde med, siger Ivar Høst, der er vildtkonsulent ved Naturstyrelsen.

quote Den er i en tilstand, hvor man burde give den en chance

Åge Alstrup, dyrlæge, Aalborg Universitet

Men det krævede stor tålmodighed for den engagerede familie på fem. For redningsaktionen lykkedes ikke i første omgang, da 13 personer inklusiv en dyrlæge var ude i vandet for at tilse dyret. 

- Den er i en tilstand, hvor man burde give den en chance. Den reagerer tydeligvist på, at vi er der, siger Åge Alstrup, dyrlæge, Aalborg Universitet. 

Dyrlæge Åge Alstrup vurderede, at spækhuggerens tilstand var nogenlunde - men svækket.
Dyrlæge Åge Alstrup vurderede, at spækhuggerens tilstand var nogenlunde - men svækket.
Foto: Julie Schou Nielsen, TV2 Nord

Engageret familie dropper andet forsøg

Selvom familien har kørt næsten 450 kilometer for at se dyret, og deres meget store hval-entusiasme er tydelig at se, var det ikke nok for familien til at vente til Naturstyrelsens andet redningsforsøg. 

- Børnene kan ikke mærke deres tæer, og vi har ikke spist i dag. Vi har sovet på en drømmeseng på et eller andet hotel. Vi har været her hele dagen, ik? Nu tror jeg, at vi skal prioritere noget mad, siger Marianne Therkildsen og griner. 

Med hjælp fra blandt andre Falck og en redningsbåd lykkedes det at hjælpe spækhuggeren ud på dybere vand - i andet forsøg.

Se hele TV2 Nords historie her: 

Det er første gang, at familien Therkildsen ser en rigtig spækhugger så tæt på.

Seneste nyt

fra Nordjylland