Farlige bakterier på Aalborg Kaserne
Foto: Søren Broust Hansen
300 unge mennesker mødte i dag op på Aalborg Kaserner for at begynde deres fire måneder lange basisuddannelse som soldat.
Det er spor af Legionella-bakterien, der betyder, at rekrutterne på Aalborg Kaserner det næste stykke tid skal tage bad i mobile baderum.
De værnepligtige soldater på Aalborg Kaserne må ikke længere bruge bygningernes badefaciliteter. Det står klart, efter man i vandet på kasernen har fundet spor af Legionella-bakterer.
Bakterierne kan i værste fald forårsage en livstruende lungebetændelse, og derfor har de værnepligtige nu fået stillet mobile badefaciliteter til rådighed.
- Det er ikke noget, jeg har oplevet før, så det kom da lidt som et chok, må jeg indrømme, siger Ludvig Isgaard Abild, der er værnepligtig hos Trænregimentet i Aalborg.
- Da vi fik det at vide, gik vi lige hjem og googlede, hvad det var. Det viste sig faktisk, at der var flere dødsfald med sygdommen sidste år, så det vækkede da noget omtanke, fortsætter han.
Bakterien gør udsatte meget syge
Det er anden gang inden for en årrække, at Aalborg Kaserner er ramt af Legionella-bakterier. Halvdelen af kasernen har faktisk fået nye vandrør, hvor bakterierne ikke kan overleve - men det kan de i de bygninger, hvor de over 200 værnepligtige holder til.
Legionella-bakterien er ikke at spøge med, og derfor tager Forsvaret ingen chancer. De har nu opsat Godik-baderum uden for, mens rekrutterne også kan benytte sig af gymanastiksalens badefaciliteter.
- Det er en alvorlig sag i yderste konsekvens, og derfor har vi sørget for, at soldaterne skal bade et andet sted, siger Jes Mose Jensen, der er fungerende presseofficer hos Trænregimentet.
Legionella-bakterien trives og overføres i vand mellem 20 og 50 grader. Patienterne udvikler oftest høj feber, træthed og brystsmerter - noget, som de værnepligtige foreløbig dog har undveget.
- Vi er blevet beroliget om det og har fået at vide, der ikke er nogen fare for os, slutter Ludvig Isgaard Abild.
Det er endnu uvist, hvornår rekrutterne igen kan benytte sig af de normale bade.