Førerløs fjordbus testes i simulator - til sommer skal den sejle med passagerer på Limfjorden
Fjordbussen skal sejle passagerer mellem Musikkens Plads ved havnefronten i Aalborg og Stigsborg Havnefront i Nørresundby.
Arbejdet med at bygge den førerløse fjordbus, der skal fragte passagerer mellem Aalborg og Nørresundby, er i gang. Fjordbussen begynder at sejle senere i år.
I dag er det muligt at krydse Limfjorden mellem Aalborg og Nørresundby via Limfjordsbroen og Kulturbroen, der er etableret langs jernbanebroen, men senere i år bliver en tredje forbindelse en realitet.
En såkaldt fjordbus skal nemlig sejle passagerer mellem Musikkens Plads ved havnefronten i Aalborg og Stigsborg Havnefront i Nørresundby.
Fjordbussen, som er førerløs, er lige nu ved at blive bygget af virksomheden Tuco Marine, der har værft i Faaborg. Samtidig testes sikkerheden i en simulator.
System skal sikre sikkerheden
Opstår der et problem under sejladsen, skal et system sikre, at færgen eksempelvis tager et skarpt sving, hvis for eksempel en lystsejler er på kollisionskurs.
Ifølge organisationen Danske Maritime skal den være klar til sejlads, når der er Tall Ships Races i Aalborg i begyndelsen af august.
- Der sejler allerede førerløse skibe. De er bare ikke autonome, men fjernstyrede. Der er en forskel mellem ubemandede skibe og autonome skibe, fordi det bliver først autonomt, når skibet selv træffer alle beslutninger, fortæller direktør Jonas Pedersen fra Tuco Marine til TV 2 Fyn.
Han tør ikke spå om, hvornår lovgrundlaget er på plads til, at skibe kan sejle fuldstændig uden fører. Fjordbussen vil derfor blive fjernstyret fra land, når den begynder at sejle mellem Aalborg og Nørresundby.
Helt ubemandet er færgen dog ikke. Der er en billetkontrollør med ombord, som også kan træde til i nødsituationer.
- Trygheden skal nok komme
Fjordbussen kan have 20 til 25 passagerer med ad gangen og får plads til både barnevogn, kørestol og cykler. Turen over fjorden i det førerløse skib tager fem til syv minutter, og der vil være afgang hvert 15. minut.
Og ifølge værftet skal passagerne nok blive helt trygge ved at sejle med et førerløst skib - i hvert fald med tiden.
- Når vi i dag prøver en nyere bil, så er der førerassistenter til rådighed. Du bliver tryg ved, at bilen selv kan bremse, og alle de små skridt er med til at give os en sikkerhed for, at disse systemer virker. I første omgang vil skibene have en skipper ombord, og stille og roligt vil supportsystemerne i højere grad tage over, siger Jonas Pedersen.
Målet med fjordbus-projektet er, at det skal munde ud i en 100 procent eldrevet og førerløs færgeforbindelse mellem Aalborg og Nørresundby. Bussen på vandet skal forbedre mobiliteten for nordjyderne og styrke Aalborg som turistdestination.