LIGE NU:

Nedtællingen sat i gang til Aalborgs førerløse fjordbusser

Byggeriet af de førerløse fjordbusser, der fra maj 2022 skal fragte passagerer mellem Nørresundby og Aalborg, blev tirsdag sat i gang.

Tirsdag blev der skrevet under på aftalen om levering af de nye, førerløse fjordbusser. Fjordbusserne skal sejle mellem Musikkens Plads i Aalborg og Stigsborg Havnefront i Nørresundby. Det handler om forbindelse mellem bydele, men der må også gerne være nogle afledte effekter, lyder det fra byrådsmedlem og rådmand i Aalborg Kommune Jan Nymark Thaysen (V).

- For det første skal de skabe bedre forbindelse mellem bydelene i Aalborg, men det skulle jo også gerne skabe nogle arbejdspladser og måske skyde et nyt industrieventyr i gang her i Aalborg, siger han.

Bussen kan have 20-25 passagerer med ad gangen og får plads til både barnevogn, kørestol og cykler. Turen over fjorden i den førerløse båd tager 5-7 minutter og der vil være afgang hvert 15. minut.

Rute
Foto: TV2 Nord

Klar til drift i maj 2022

Med underskriften på aftalen tirsdag, bliver processen nu sat i gang for alvor, og går alt, som det skal, vil fjordbusserne være klar til drift i maj næste år, lyder det fra Jonas Pedersen fra Tuco i Faaborg, der skal bygge fjordbusserne.

- Vi har den første fjordbus klar til sejlads 23. maj, så hvis anlægget er klart, kan vi starte forbindelse på det tidspunkt, siger han.

Aldrig prøvet før

Men der fortsat ubekendte i projektet lyder det fra Lars Jøker, der direktør for Logistik og Samarbejde i Aalborg Kommune.

- Det er et superfedt projekt at være med i, men det er jo første gang, vi gør det, så der er ingen, der kan sige, de har opskriften på, hvordan man gør. Men vi har fået et utrolig godt samarbejde med alle partnerne i projektet. Det er klart, det hårde arbejde, det ligger foran os nu med at få bygget fartøjerne og sørge for at få systemet installeret og sikre os, fjordbusserne faktisk kan sejle uden fører, siger han.