Forening får stor donation: Underviser børn i sund kost og motion
Foto: 4H
Formand for madskoleforening glæder sig over en donation på 50.400 fra Nordea i Aalborg, der skal bruges til at undervise børn i sund kost og motion.
Som samfund er det vigtigt, at vi lærer vores børn sunde vaner allerede i en ung alder, så de varer ved hele livet.
Det er et mantra, som foreningen 4H har taget til sig og blandt andet praktiserer i form af deres madskoler, der bliver afholdt flere steder i landet.
Madskolerne arbejder for en bedre madkultur, hvor børn og unge på landets folkeskoler får viden om sund mad samt kost og motion. Det arbejde har den lokale Nordea-afdeling i Aalborg nu valgt at støtte op om med en donation til 4H på 50.400 kroner.
- Jeg er selvfølgelig rigtig glad for, at den lokale Nordea-afdeling har valgt at støtte op om vores arbejde. Madskolerne er baseret udelukkende på frivillige kræfter, og derfor sætter vi stor pris på alt den hjælp, vi kan få udefra, siger Henrik Dalum, formand for 4H.
Arrangerer ture til fødevarevirksomheder
Madskolerne arrangerer flere forskellige aktiviteter, der underviser de unge i mad og tager dem blandt andet ud på ekskursioner til fødevarevirksomheder og restauranter, så de kommer bag om madlavningen.
- Vi har de seneste uger haft flere ekskursioner, og her koster eksempelvis transport en masse penge for os. Den her donation sikrer, at vi fortsat kan holde et overskud i vores forening og blive ved med at tage børnene med ud på udflugter, siger Henrik Dalum.
4H har afholdt 5 madskoler i Aalborg i sommerferien, og den sidste er i gang i denne uge på Stolpedalskolen. I den anledning foregår den officielle overrækkelse af donationen fra Nordea til 4H på Stolpedalskolen torsdag klokken 16.30.
Her vil børnene, der har været med i Madskolernes arrangementer, fortælle om den mad, de har tilberedt, og hvad de ellers har lært i løbet af ugen.
Den officielle aldersgrænse for Madskoler er 8-12 år, men kan variere Madskoler imellem.