Forlader den synkende skude: Kasper Høgh købt fri af AaB

En udlejningsaftale er nu blevet til en fast kontrakt.

Den nu tidligere AaB-spiller Kasper Høgh skifter nu officielt til den norske Oslo-klub Stabæk Fotball.

Det meddeler det norske medie VG. 

- At komme til Stabæk er en god mulighed for mig både sportsligt og personligt. Jeg kan mærke, at klubben meget gerne vil mig, og det virker til at være en varm klub med meget imødekommende og flinke mennesker. Så jeg håber, at jeg kan få en masse spilletid, fortsætte min udvikling og fortsat mærke en stor glæde ved at spille fodbold.

Sådan lød det fra Kasper Høgh i en pressemeddelelse fra AaB, da han tilbage i januar blev udlejet til klubben. 

Nu har klubben så officielt købt ham fri af kontrakten med øjeblikkelig virkning. 

- Som håbet har Kasper (Høgh red.) indtil videre haft et godt ophold i Stabæk, hvorfor både han og Stabæk har ønsket at indgå en permanent aftale. Det har vi valgt at imødekomme, og vi ønsker Kasper alt det bedste fremover, siger AaB's sportsdirektør Ole Jan Kappmeier i en pressemeddelelse. 

Stor interesse

Frem for at rykke med AaB ned i 1. division i Danmark, så fortsætter den 22-årige fodboldspiller altså i Norges bedste række sammen med Stabæk - nemlig Eliteserien. 

Egentlig havde han en kontrakt med AaB frem til 2026, men efter et uheldigt forår valgte klubben at udleje ham til Stabæk i januar, hvor en købsklausul også blev aftalt. Den har den norske klub nu valgt at indfri. 

Der var da også interesse for flere klubber, om at få fingrene i den unge dansker. 

Men nu har Kasper Høgh altså valgt sin klub, og det bliver med en kontrakt med Stabæk, som løber indtil 2027.

- Jeg havde en utrolig lærerig tid i AaB, hvor jeg lærte mange gode mennesker at kende, og jeg sætter pris på, at jeg fik muligheden for at komme til Stabæk for at få noget spilletid og udvikle mig. Jeg føler mig godt tilpas heroppe både på og uden for banen og ser frem til at kunne fortsætte de gode takter, siger Kasper Høgh.



Seneste nyt

fra Nordjylland