Fra buschauffør til sosu: Mikkel har skiftet linje 17 ud med en sosu-uddannelse

Vi har hørt det så mange gange. Der er enorm mangel på uddannet arbejdskraft på sosu-området. Men nu er der godt nyt. SOSU Nord har i januar optaget 20 procent flere elever end året før. En stor del af eleverne er voksne, der skifter branche.

I januar begyndte Mikkel Mark Larsen på et nyt kapitel i sit liv. Mikkel var arbejdsløs buschauffør og han ville gerne have et brancheskift. Som 33-årig er han begyndt på uddannelsen til Social-og sundhedsassistent.

- Jeg er skiftet, fordi jeg gerne vil have mere med mennesker at gøre. Jeg har tidligere kørt bus, og der kørte jeg en rute, hvor der var mange ældre mennesker med. Der fandt jeg ud af, at jeg godt kan lide at have med ældre mennesker at gøre, siger Mikkel Mark Larsen.

Stor stigning i optaget

Sosu Nord har i januar optaget 513 elever på grundforløbene til hjælper og assistent-uddannelserne. I januar 2020 optog skolen 432 elever, så det en stigning på 19 procent i forhold til i fjor. Al undervisning er online lige nu, og der er mange historier i medierne om sundhedspersonale, der er presset af covid-19. Derfor var SOSU Nords direktør spændt på, hvor stor søgningen ville være, men optaget er altså gået markant op.

- Det er vi meget meget glade for. Det passer rigtig fint med det behov, der er i branchen, og det samarbejde vi har haft med kommunerne om netop at sikre en øget rekruttering til området, siger Lene Kvist, direktør, SOSU Nord.

Stigningen sker især blandt elever over 25 år. Folketinget har indført flere ordningerne, der gør det økonomisk attraktivt for voksne at tage en sosu-uddannelse. Der er blandt andet indført en ordning, hvor ledige over 30 år kan få 110 procent af dagpengesatsen i stedet for SU, når de tager en sosu-udannelse.

Økonomisk sikkerhed er altafgørende

Mikkel Mark Larsen har fort kort tid siden købt lejlighed, som han er flyttet ind i sammen med sin kæreste og sin 3-årige søn. Han er på en ordning, hvor han på forhånd er garanteret elevplads og job i Aalborg Kommune, og han får fuld løn under hele uddannelsen. For ham var økonomien afgørende for at han kunne tage en uddannelse.

- Det betyder noget sikkerhed økonomisk set. Vi har jo lige købt en lejlighed, og så er der jo nogle udgifter, der skal betales. Det har vi råd til, når jeg får en normal løn fremfor at skulle på en SU, siger Mikkel Mark Larsen.

Stigningen i optaget på sosu-uddannelser glæder Ældre- og handicaprådmanden i Aalborg Kommune, Jørgen Hein (R). Men optaget skal blive ved med at stige i de kommende år, for at der arbejdskraft nok til ældreplejen.

- Vi ved jo, at der i de kommende 6-8 år kommer 3000 yderligere +80-årige i Aalborg Kommune. Vi ved at der er opgaveglidning fra region til kommune, der gør, at de borgere, der er på sygehus kommer tidligere hjem, og skal have pleje i eget hjem. Vi får brug for stort set alle dem, vi kan gøre færdige i de kommende år, siger Jørgen Hein (R).

Stor sosu-mangel i fremtiden

En fremskrivning som fagforbundet FOA har lavet viser, at der i 2028 kommer til at mangle over 41.000 ansatte inden for SOSU-området i landets kommuner.

En del af de nye elever er også folk, der er blevet fyret under coronakrisen. Ældrerådmanden frygter, at de tager en sosu-uddannelse mere af nød end af lyst, og at de derfor ikke vil blive i branchen i mange år.

- Vi skal selvfølgelig passe på, at vi ikke får optaget nogle elever, som ikke har ønsket det her, ved at man presser dem ud i et fag, som de ikke har lyst til, siger Jørgen Hein.

Mikkel synes ikke han tager uddannelsen af nød. Han vil gerne ind i sosu-faget.

- Der er jo aldrig noget, der er mejslet i sten, men jeg vælger at tage den her uddannelse for at have et bedre udgangspunkt for at kunne arbejde i ældreplejen. Hvis ikke jeg skulle køre bus mere, så var det det her jeg gerne ville prøve af, siger Mikkel Mark Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland