Seneste nyt

fra Nordjylland

Grøn kan snart melde udsolgt

Har du set dig lun på programmet til dette års Grøn koncert i Aalborg, så er det ved at være oppe over, hvis du skal sikre dig en billet.

I øjeblikket er det nemlig kun Aalborg og Esbjerg, der endnu ikke har meldt udsolgt. 

Det skriver arrangørerne bag Grøn - tidligere kendt som Grøn koncert - i en pressemeddelelse lørdag.

Billetsalget til årets koncerter har slået rekorder, og det er første gang, at de øvrige seks byer kan melde udsolgt så tidligt på året.

- Vi forventer, at Aalborg og Esbjerg kommer med i løbet af den næste måneds tid. Således kan vi for andet år i træk melde om fuldt hus hele vejen rundt, siger Theis Pedersen, der er indsamlingschef for Muskelsvindfonden, i pressemeddelelsen.

Overskuddet fra Grøn-koncerterne går til Muskelsvindfonden og understøtter fondens arbejde for mennesker med handicap og dens mål om at skabe plads til forskelle i samfundet.

Sidste år kunne Grøn fejre 40-års jubilæum, og det var første gang, at koncertens 180.500 billetter alle var udsolgt.

Turnéen lægger fra den 18. juli til den 28. juli vejen forbi de otte byer.

Først i Tårnby 18. juli og dernæst rejser koncerten til Jylland, hvor festivalen lægger vejen forbi Kolding 19. juli, Aarhus 20. juli, Aalborg 21. juli og Esbjerg 25. juli.

Derefter går turen til Odense 26. juli og Næstved 27. juli, før Grøn slutter festen i Valby 28. juli.