Hal har lukket for det varme vand efter mistanke om legionella

Det er ikke længere muligt at tage bad i Vester Hassing Hallen.

Badet må tages derhjemme, når man har dyrket sport i Vester Hassing Hallen. Der er nemlig lukket for det varme vand i hallen, fordi der er mistanke om legionellabakterier i vandrørene.

Det bekræfter både den tekniske serviceleder i hallen, formanden for bestyrelsen i Vester Hassing Gymnastik- og Idrætsforening og Aalborg Kommune lørdag over for TV2 Nord.

- Der er taget prøver på grund af en formodet mistanke om legionella, fortæller teknisk serviceleder Ole Bæhrenz.

En person smittet

Prøverne blev taget tirsdag 8. november, fordi Aalborg Kommune via smitteopsporing har fundet frem til, at en person kan være blevet smittet med legionærsygdom efter at have taget bad i Vester Hassing Hallen.

Det ventes, at der kommer svar på prøverne midt i den kommende uge.

- Vi krydser fingre for, at de vedligeholdelsesplaner og renseprogrammer, der ugentligt køres af de tekniske afdelinger, sikrer rent vand, siger Jesper Hyche Sørensen, som er formand for hovedbestyrelsen i Vester Hassing Gymnastik- og Idrætsforening.

Legionellabakterier kan give legionærsygdom, som ifølge Statens Serum Institut særligt rammer ældre og svækkede personer og omtrent dobbelt så hyppigt mænd som kvinder. I Danmark er der siden 2017 påvist mellem 200 og 300 sygdomstilfælde om året.

Om legionærsygdom

Legionærsygdom er en lungebetændelse, der forårsages af bakterien Legionella pneumophila og i sjældne tilfælde af andre legionellaarter.

Legionellabakterier trives bedst i lunkent og stillestående vand. Smitten kan ske ved, at man indånder forstøvet vand (en såkaldt aerosol), der er forurenet med Legionella. Legionella findes dog i alle fugtige miljøer (fx kompost og slam fra renseanlæg), specielt hvis der sker en opvarmning til over 20 °C. Idet mange forskellige anlæg kan sprede forstøvet vand, er der i mange tilfælde flere mulige smittekilder, men brusebadning antages at være den hyppigste smittevej herhjemme. I sjældnere tilfælde kan man blive smittet ved at fejlsynke vand, der er forurenet med Legionella.

For at undgå vækst af Legionella vandsystemer i boliger er det vigtigt, at det kolde vand er under 20 °C, og at det varme vand i hele systemet mindst er 50 °C. Desuden er det vigtigt, at varmt og koldt vand først blandes, lige når det skal bruges. Vand, der har lange opholdstider ved temperaturer mellem 20 og 50 °C (fx spabade og vand i køletårne), og hvor aerosoler kan komme i kontakt med mennesker, skal behandles med stoffer (biocider), der hindrer vækst af bakterier.

Kilde: Statens Serum Institut


Seneste nyt

fra Nordjylland