Har du styr på de fem baderåd? Josefine vil gøre børn tryggere ved havet

En LivredderPatrulje fra TrygFonden var torsdag på besøg i Haraldslund Vand- og Kulturhus for at øge opmærksomheden på sikkerhed i vandet.

Inden længe flytter vandlege fra svømmehallerne og udenfor til kysterne og havnebadene.

Derfor er kystlivredder fra TrygFonden Josefine Bladt Wichmann og hendes kollegaer i dag torsdag til stede i svømmehallen Haraldslund, hvor svømmehalsgæster kan bjærge en livredningsdukke eller padle på "rescue boards".

Patruljen besøger landets svømmehaller og skoler for at få de gode badevaner ind hos børn og voksne. 

- Der kan altid ske noget, selvom man er tryg i vand, og selvom man har fuldstændig styr på at svømme, så derfor er det vigtigt, at man har nogle midler og kan slappe af i vand, siger Josefinde Bladt Wichmann. 

Se hele indslaget herunder: 

Hver andet barn vil lære livredning

Det er ifølge en undersøgelse for TrygFonden flere end hver anden mellem syv og 14 år, som gerne vil lære eller blive bedre til livredning.

- De fleste børn, vi har mødt i dag, har det godt med vand og er meget nysgerrige på vores udstyr, og det er megarart, fortæller kystlivredderen, som dog pointerer, at havet kan være en udfordring for nogle børn:

- Jeg ved, at når man kommer ud til havet, så kan det for eksempel være bølgerne, der kan slå kraftigt ind, og man kan føle, at man bliver revet ud, som kan gøre en utryg, lyder det. 

9-årige Hiab Solomon er en af de mange vandhunde i svømmehallen torsdag, som er godt tilfreds med de nye vandredskaber. Det er dog ikke første gang, hun stifter bekendtskab med redningskranse og "rescue boards".

- Jeg har set dem i vores skole, hvor vi lærer om førstehjælp, så hvis nogen har brug for hjælp, så har vi lært om det, fortæller hun. 

Har du helt styr på TrygFondens fem baderåd? Ellers kan du tjekke op på dem herunder: 

De fem baderåd

1. Lær at svømme

Når du kan svømme, kan du ofte redde dig selv og andre fra at drukne. Vælger du at gå i vandet, selvom du ikke kan svømme, bør du finde et sted, hvor du kan bunde, og hvor vandforholdene er rolige.

2. Gå aldrig alene i vandet

Når I er flere, kan I holde øje med hinanden og reagere hurtigt, hvis noget går galt. Det giver større sikkerhed for alle. Undgå farlige lege i vandet og råb aldrig om hjælp for sjov.

3. Læs vinden og vandet

Brug dine øjne og din sunde fornuft, før du bader. Tjek vandets dybde og strømforhold og hold øje med vindens retning. Ved fralandsvind bliver overfladevandet koldere og badedyr, gummibåde og luftmadrasser driver hurtigt til havs - og det kan skabe farlige situationer. Der er også øget risiko for brandmænd. Se på vandets bevægelser i vandoverfladen. Hvis bølgerne danner skum, kan du se, hvor skummet flyder hen og på den måde følge strømmen. Ved pålandsvind er der øget risiko for revlehuller med kraftig udstrømning.

4. Lær stranden at kende

En ny strand kan være fuld af overraskelser, der ikke kan ses med det blotte øje. Spørg de lokale eller en livredder om strandens særlige forhold, før du går i vandet. Passerer der en hurtigfærge, der kan give store bølger? Er stranden kendt for at være meget stejl, så der hurtigt bliver dybt? Er der moler eller høfder, som påvirker strømmen? I udlandet skal du også være opmærksom på undersøiske rev eller farlige dyr. Vær altid opmærksom på strandens skilte og flag, der kan hjælpe dig med at sikkerhedsvurdere stranden.

5. Slip ikke børnene af syne

Hold dig tæt ved dine badende børn, så I kan se og høre hinanden, og du kan nå at gribe ind, hvis det bliver nødvendigt. Selv større børn, der svømmer godt i en svømmehal, kommer nemt i vanskeligheder i mødet med havets strøm og bølger. Hold derfor godt øje med børn og sørg for ikke at blive distraheret.

Kilde: Respektforvand.dk


Seneste nyt

fra Nordjylland