Seneste nyt

fra Nordjylland

- Hensynsløst og potentielt ufatteligt farligt: Luftrum måtte lukkes

Ikke bare én men hele to gange blev luftrummet torsdag lukket ned. 

Først var den gal klokken 13.00, da en flyveleder fra Aalborg Lufthavn spottede en ukendt drone inde i sikkerhedszonen omkring Aalborg Lufthavn.

- Det er hensynsløst og potentielt ufatteligt farligt, siger Morten Valentin, der er presseofficer ved Air Transport Wing på Flyvestation Aalborg.

- Vi lukkede luftrummet i 10 minutter. For vi har nultolerance på det her område. Èn hændelse af den her karakter er én for meget, siger presseofficeren.

Klokken 17.31 var der atter problemer, og her måtte luftrummet lukkes ned i fem minutter. Endnu engang på grund af en drone.

- I 99,9 procent af tilfældene er det folk, der ikke har sat sig ordentligt ind i reglerne. Dermed ender de med at opføre sig hensynsløst. Vi havde ikke nogle planlagte flyvninger, men det kan have påvirket den civile trafik, siger Morten Valentin.

Det er uvist, hvor højt de to droner fløj, men de fik i hvert fald lufthavnens alarmsystemer til at starte. 

Det er nemlig særdeles farligt, når droner forvilder sig ind i lufthavnens sikkehedszone. En zone med en radius på otte kilometer.

- Worst case scenario er i forbindelse med starter og landinger. Her har man ikke ret mange manøvremuligheder, så hvis du bliver ramt af en drone i motoren eller endnu værre, hvis den ryger ind i cockpittet, så skal der ikke meget til at forestille sig, hvad der så kan ske. 

Sagerne er anmeldt til politiet, og der venter formentligt droneejerne en klækkelig bøde.

Du kan læse mere om dronereglerne her.