Her er Kastrups afløser
Foto: Simon Hougaard / TV2 Nord
Kun to uger har Thomas Kastrup-Larsen (S) tilbage som byrådsmedlem og borgmester.
I dag siger byrådet i Aalborg formelt set 'ja' til, hvem der skal afløse nuværende borgmester, Thomas Kastrup-Larsen(S), i byrådsgruppen.
Det fremgår af dagens dagsorden til mødet i byrådets økonomiudvalg.
Her fremgår det, at det bliver partiets første stedfortræder, Michael Mansdotter, der får den socialdemokratiske plads i byrådet resten af perioden.
Tilbage i marts fortalte Thomas Kastrup-Larsen, at han ikke ville stille op til endnu et valg og borgmester-periode.
Derfor ville han træde tilbage som borgmester 31. juli.
Det blev siden fremrykket til slutningen af denne måned, da han har fået et nyoprettet direktørjob hos Professionshøjskolen UCN.
Ved valget i november 2021 fik Michael Mansdotter lige godt 500 personlige stemmer.
Om godt tre uger - den 6. juni - skal de lokale, aalborggensiske socialdemokrater vælge hvorvidt Lasse Frimand Jensen eller Flemming Møller Mortensen bliver borgmesterkandidat for partiet, der nærmer sig 100 år i borgmesterstolen.
Det er endnu ikke afgjort hvem af de nuværende byrådsmedlemmer, der skal være borgmester resten af denne valgperiode.
Herunder kan du se da den afgående bykonge var forbi TV2 Nords program, Indblik.