I utide sikrer mæglerfirma sig millioner til at vækste
Foto: TV2 Nord
Jakob Neua Nørgaard, indehaver og direktør af Estaldo og Ann Rosenskjold, indehaver og ejendomsmægler.
Trods høje renter og faldende huspriser, er det lykkedes det nordjyske mæglerfirma Estaldo at sikre sig en investeringer på flere millioner.
13 millioner kroner.
Så meget har den aalborgensiske virksomhed Estaldo samlet hentet hjem i deres seneste investeringsrunde - penge der skal bruges til at vækste midt i en hård tid for boligmarkedet.
Millionerne er kommet ind fra både nuværende og nye investorer - én af dem er den kendte ejendomsinvestor Trine Wagner, som administrerer ejendomme for over en milliard kroner.
- Jeg synes det er utroligt spændende, hvordan Estaldo formår at udnytte data og digitale muligheder til at skabe konkurrence på et konservativt marked. Jeg tror på, at vi i de kommende år vil se et marked, som ændrer sig drastisk til fordel for forbrugerne. Det projekt vil jeg gerne være en del af, siger Trine Wagner i forbindelse med investeringen.
Om Estaldo
Så dagens lys i starten af 2020.
Bag Estaldo står de fire grundlæggere Jakob Neua Nørgaard, Ann Rosenskjold, Tibold Kandrai og Roland Pop.
Har overtaget cirka en procent af det samlede danske boligmarked.
Har 21 medarbejdere der sælger boliger i hele Danmark fra kontoret i Aalborg.
Deres koncept er digitale hussalg, hvor sælgeren selv klarer fremvisningerne med store besparelser på salær til mægleren, der udelukkende står for markedsføring, papirarbejde og det juridiske omkring hussalget.
Kilde: Estaldo
Kendt fra Løvens Hule
Den nordjyske virksomhed startede i 2020 og fik for alvor fart på, da Ann Rosenskjold og Jakob Nørgaard - to af selskabets fire stiftere - var i Løvens hule i starten af 2022 og fik den næststørste investering nogensinde i programmets historie.
Den lød på 2.750.000 kroner fra erhvervsmanden Jan Lehrmann.
Nu er Jakob Neua Nørgaard glad for at få "kloge penge" fra Trine Wagner også.
- Vi er vanvittig stolte over at have fået Trine med på holdet hos Estaldo. Jeg er er overbevist om at hun med sin viden om ejendomsmarkedet vil kunne bidrage gevaldigt til vores fremtidige udvikling, siger direktøren.
Store planer
Og på trods af de faldende boligpriser og stigende renter, hersker der optimisme for den kommende tid.
- I en boligkrise kan vores lave pris være forskellen på, om bolighandlen ender i plus eller minus. Vores model virker, og jeg er helt overbevist om, at flere boligejere vil vælge os til i fremtiden, siger Jakob Neua Nørgaard.
Målet er endda at etablere sig på det europæiske marked indenfor en kort årrække.
- Vi kommer til at kigge på udlandet i fremtiden, men vores nye investering er fokuseret mod det danske marked. Her er masser af plads til at vækste, og vi har en ambition om at blive blandt de fem største indenfor en kort årrække.” siger medstifter og direktør i Estaldo, Jakob Neua Nørgaard.