Ingen ny efterforskning i Pedal Ove-sagen
Selvom der er kommet nye oplysninger i sagen om drabet på Brita Hansen, vil Nordjyllands Politi ikke indlede en ny efterforskning.
Der indledes ikke en ny efterforskning af Pedal Ove-sagen. Det skriver Nordjyllands Politi fredag eftermiddag i en pressemeddelelse.
TV 2 sendte i efteråret en dokumentarserie, hvor Pedal Ove, hvis borgerlige navn var Ove Thomas Hansen, ændrer sin forklaring om, hvorvidt han var sammen med sin dengang 4-årige søn på det formodede gerningstidspunkt. En ændring som også fremgår af Michal Teschls bog ’Den dag Brita forsvandt’. Det har betydning for det alibi, som vidner gav ham.
Et af de vidner, som gav Ove Thomas Hansen et alibi på det formodede gerningstidspunkt, forklarer i dokumentarserien og i bogen, at det var usandt, da hun i 1991 hævdede, at hun i 1981 havde givet Frederikshavn Politi oplysninger om Ove Thomas Hansens færden.
- Vidnet har senere fragået dette igen. Under alle omstændigheder vil et eventuelt strafbart forhold begået af vidner i forbindelse med deres forklaringer under sagen være forældet, ligesom de pågældende journalister i dag begge er døde. Allerede af disse grunde vil der heller ikke blive indledt efterforskning i den forbindelse, skriver Nordjyllands Politi i pressemeddelelsen.
Ove Thomas Hansen blev i 1982 idømt 12 års fængsel for drab på sin ekskone. Men efter sagen blev genoptaget på baggrund af en DR-dokumentar, hvori to nye vidner stod frem og gav Ove Thomas Hansen et alibi på drabstidspunktet, blev han i 1992 frifundet.
- Det er Nordjyllands Politis vurdering, at der heller ikke i øvrigt i dokumentarserien eller i bogen er fremkommet oplysninger, som kan begrunde fornyet efterforskning i forbindelse med den 38 år gamle drabssag, skriver Nordjyllands Politi.
Ove Thomas Hansen døde lørdag den 23. november og blev 75 år gammel.
Fakta om Pedal Ove-Sagen
12. december 1981 dør 30-årige Brita Hansen ved kværkning, og liget kastes i havnen. Britas eksmand, Ove Hansen, anholdes og sigtes for drab.
8. marts 1982 løslades Ove Hansen på grund af manglende beviser.
11. juli 1982 findes Britas lig i havnen i Frederikshavn. Ove Hansen fængsles igen.
12. november 1982 idømmes Ove Hansen 12 års fængsel for drab.
12. juni 1989 prøveløslades Ove Hansen.
13. september 1990 klager advokat Morten Wagner til Den Særlige Klageret.
29. november 1991 genoptages sagen.
13. april 1992 frikendes Ove Hansen for drab og tilkendes en erstatning på 5,4 millioner kroner.