Isbrydere strandet i Hals: Nu er flere virksomheder interesserede i dem
Borgere i Hals efterlyser en plan for de to isbrydere, der har ligget i havnen siden 2016. De to isbrydere, der har udtjent deres pligt, ejes af Forsvaret og blev dengang placeret i Hals, indtil de ville blive solgt. Men det er endnu ikke lykkedes Forsvaret at sælge dem, og nu har den lokale borgerforening fået nok af uvisheden omkring de gamle isbrydere.
Borgere i Hals ønsker en afklaring omkring to gamle isbrydere, der har ligget i Hals Havn siden 2016. Nu har flere virksomheder meldt deres interesse i de gamle skibe.
Siden 2016 har de to isbrydere Danbjørn og Isbjørn ligget i havnen i Hals. Forsvaret har forgæves forsøgt at sælge dem, siden de blev taget ud af drift. Det er dog ikke gået så let som planlagt.
Men nu sker der måske skred i tingene, og utilfredse borgere i Hals kan måske se frem til, at de to gamle isbrydere bliver fjernet.
Efter forgæves at have forsøgt at sælge de to isbrydere de seneste år, har Forsvaret valgt at udarbejde et nyt udbudsmateriale, der betyder, at de to isbrydere må købes til ophug. Det har skabt interesse hos virksomheder.
- Forsvaret forventer, at de sælges og afhentes til ophug og genanvendelse af materialerne inden for de første måneder af 2020. Flere virksomheder har henvendt sig med interesse for at byde på ophugningen, lyder det i en mail fra Bjarke Heiberg-Iürgensen, salgsdirektør i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse.
Bjarke Heiberg-Iürgensen forventer, at det nye udbudsmateriale ligger klar i begyndelse af 2020.
- Forhindrer udvikling af havn
Holdningen til de to isbrydere blandt borgerne i Hals er blandede. Nogle trækker på skuldrene over, at de fortsat ligger i havnen, mens andre mener, at de er blevet en øjebæ for byen. I den lokale borgerforening, Hals Samråd, tilslutter man sig den frustrerede del af befolkningen.
- Da de kom her var vi jo faktisk begejstrede, fordi vi syntes, at de var meget imponerende. Nu synes jeg ikke, at de forskønner området. Der er et hegn rundt om, der gror mos på dem, og de bliver ikke vedligeholdt, siger Ulla Larsen, formand for Hals Samråd.
Hun bakkes op af lokalpolitiker Carsten Kristensen (V), der er medlem af Aalborg Byråd. Han har forsøgt at få isbryderne flyttet til en mere ”passende placering”, men det har Aalborg Havn afvist.
Carsten Kristensen mener, at de to isbrydere kan være en forhindring i udvikling på Hals Havn.
- Vi skal i gang med en proces og en ny udviklingsplan på øst-pieren i Hals, hvor de to isbrydere ligger. Og der er jo ikke nogle, der har lyst til at investere i et område, hvor det hele er skærmet af sådan to isbrydere, siger Carsten Kristensen fra Venstre.
Borgerforening efterlyser plan
Hos den lokale borgerforening udviser formanden forståelse for, at isbryderne skal ligge et sted. Men Ulla Larsen efterlyser en plan og en afklaring af, hvor længe de skal blive liggende.
- Om det er et år eller tre år, det tror jeg ikke, der er den store modstand mod, men vi vil gerne vide, hvad planerne er, siger Ulla Larsen og bakkes op af Carsten Kristensen:
- Den største frustration er, at vi ikke ved, hvornår de skal væk herfra – altså om de skal være her i 10 år mere eller 20 år mere, siger han.
Hos Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse har man udelukkende hørt positive kommentarer til de to isbryderes beliggenhed. Skulle andet gøre sig gældende, er de villige til at kigge på en anden placering. Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse udbeder sig dog i første omgang en ekstra portion tålmodighed fra borgerne.
- Vi er klar over forventningen om, at isbryderne havde udløbsdato med udgangen af 2019. Vi håber på forståelse for, at det kan tage et par måneder mere, så vi ikke skal flytte dem to gange med få måneders mellemrum, lyder det fra salgsdirektør i Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse, Bjarke Heiberg-Iürgensen.