Ishockeyklub vil hente børn i skolerne

Ishockeyklubberne kæmper med at få børn til at spille ishockey, derfor tager de nye metoder i brug for at hverve nye spillere.

Det er ikke nemt for de nordjyske klubber at lokke de helt unge til at spille ishockey. Derfor gør klubberne også meget ud af at promovere sig over for børn i Nordjylland.

Ungdomstræner i AaB Ishockey, Tommy Englund, har derfor gjort et ekstra stykke arbejde for at hverve unge mennesker til klubben.

- Jeg har delt 5.000 flyers ud på 50 skoler og 100 børnehaver. Det giver bonus, for det er på den måde, børnene kommer, siger han.

Tommy Englund vurderer, at uden det store opsøgende arbejde, havde klubben haft 5-10 børn per årgang. Ikke engang nok til at stille hold. Men nu er de oppe på 15-20 spillere per årgang.

Vil hente børn i skolerne

I Frederikshavn oplever de også, at det kan være svært at få de helt små ud på skøjterne. Her holder klubben arrangementer for børn i indskolingen.

Men det er ikke nok, så derfor vil klubben efter sommerferien forsøge sig med en ny ordning, hvor de henter og bringer de unge mennesker direkte fra skolerne.

- Det kræver meget arbejde, for der er mange tilbud til de unge mennesker i dag. Der er al mulig slags sport og ikke mindst iPads og telefoner, så vi er blandt andet ude på skolerne og på Facebook for at få dem herud, siger Henrik Christiansen, som er ungdomstræner i Frederikshavn Ishockey Klub.

Spørger man Tommy Englund, så er der en helt særlig grund til, at klubberne oplever udfordringer med at lokke nye unge spillere til klubberne.

- Ishockey har jo ikke den kultur, som håndbold og fodbold har i Danmark. Så hvis ikke vi laver nogle arrangementer, så kommer der for få børn, siger Tommy Englund.

 

Seneste nyt

fra Nordjylland