Seneste nyt

fra Nordjylland

Kendt festgade skal spærres af med pullerter

Når feststemte mennesker i fremtiden forsamles i Aalborgs Jomfru Ane Gade, vil det være endnu mere sikkert, end det er i dag.

Aalborg Kommunes økonomiudvalg har fundet godt 1,4 millioner kroner til at spærre Jomfru Ane Gade.

Ønsket om at spærre Jomfru Ane Gade af kommer fra Nordjyllands Politi, og det ønske kommer 'på baggrund af den generelle trusselvurdering, der i øjeblikket er i Danmark'. 

Desuden hænger ønsket om afspærring sammen med de generelle tiltag, som Nordjyllands Politi sætter i gang når det kommer til julemarkeder, større koncerter og lignende arrangementer, skriver politiet i et skriftligt svar til TV2 Nord. 

- Vores anbefaling til kommunen har en sammenhæng med den større koncentration af mennesker i netop det centrale Aalborg, hvilket ikke mindst gør sig gældende i relation til nattelivet, fortæller politiinspektør Henrik Skals, der sidder i Nordjylland Politis operative center.

Ifølge politiet vil der blive anlagt afspærringer med såkaldte pullerter i hver ende af Bispensgade og for enden af Jomfru Ane Gade mod Ved Stranden.

De 1,4 millioner kroner vil blive overført fra By- og Landskabsforvaltningens eksisterende anlægsramme i 2024. 

Helt specifikt omprioriteres pengene fra de afsatte midler til 'Ny færge Hals Egense - landanlæg', fremgår det af et referat fra Aalborg Kommunes økonomiudvalg.

Man skal dog i Hals og Egense ikke være bange for, at pengene til landanlægget kommer til at mangle. I forbindelse med budgetlægningen for 2025 forventer økonomiudvalget, at pengene kommer tilbage, så den oprindelige sum til anlæggelsen af landanlægget opretholdes.