Kim Larsen blev hyldet med fællessang
Aalborg Teater inviterede lørdag til to fællessangs-arrangementer for at mindes Kim Larsen. Billetterne blev afsat på under en time.
Billetterne blev lynhurtigt afsat, da Aalborg Teater inviterede nordjyderne til fællessangs-arrangement for at mindes Kim Larsen, som døde 30. september efter længere tids sygdom.
Fællessangs-arrangementet gik løs lørdag, hvor skuespiller Marie Knudsen Fogh sammen med Aalborg Teaters ensemble sang Kim Larsens mest kendte sange. Og på tilskuerrækkerne sang nordjyderne med.
Egentlig skulle der blot have været ét arrangement med plads til 460 gæster. Men efter at have været frigivet i 30 minutter var alle billetterne – som i øvrigt var gratis – revet væk. Derfor udvidede Aalborg Teater med endnu et fællessangs-arrangement.
- Larsens sange vil for altid være en del af os alle, en del af vores lydtapet, en del af vores kulturarv, lyder det blandt andet i invitationen til fællessangsarrangementet.
En af dem, der mødte op for at synge med, er Tobias Andersen fra Gandrup.
- Jeg er stor fan af Kim Larsen, og jeg har hørt ham hele min barndom sammen med mine forældre. Det vækker rigtig gode minder, siger han.