Seneste nyt

fra Nordjylland

Klamydiakage: Hospital fejrer Aalborg som årets klamydiahovedstad

Opdateret klokken 14.13 med svar fra Aalborg Universitetshospital.

Meget kan fejres med kage. Mens nogle fejrer udlændingestramninger med Othellolagkage,  fejrer andre rekorden i klamydia med en stor hindbærsnitte.

På Aalborg Universitetshospital glæder de sig i al fald til at få travlt, efter Aalborg for andet år i træk topper listen over byer, hvor flest unge har klamydia.

Det fremgår af et Facebookopslag fra hospitalet.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her.

På Afdelingen for Hud- og Kønssygdomme har de i al fald valgt at smøge ærmerne op og gøre klar til kamp mod den udbredte kønssygdom. 

For i Aalborg Kommune er der 41,9 tilfælde af klamydia per 1000 unge i aldersgruppen 15-29 år i 2022.

- Det er en farlig tendens, at klamydiasmitten konstant stiger. Klamydia er en alvorlig og smitsom sexsygdom, hvis den ikke behandles, sagde Majbrit Berlau, der er generalsekretær i organisationen Sex & Samfund, mandag til TV2 Nord.

Fakta om klamydia

  • Klamydia er den mest udbredte sexsygdom i Danmark.

  • Klamydia er infektion i urinrøret, livmoderhalsen eller endetarmen.

  • Symptomerne kan være udflåd eller svie, når man tisser, men klamydia optræder ofte uden symptomer.

  • Ubehandlet klamydia kan medføre nedsat fertilitet og ufrivillig barnløshed, graviditet uden for livmoderen, kroniske underlivssmerter hos kvinder og betændelse i bitestikler blandt mænd.

  • Klamydia er let at behandle med antibiotika.

Kilde: Sex og Samfund

Baggrunden for opslaget er, at man forsøger at nå de unge på en humoristisk, og måske mere virkningsfuld måde, end de traditionelle oplysningskampagner, skriver Aalborg Universitetshospital til TV2 Nord.

Og hvis du ikke vil have klamydia er der kun en ting at gøre, som Aalborg Universitetshospital også skriver i slutningen af opslaget: husk at bruge kondom.