Klar til studiestart? Få gode råd til boligsøgningen
Arkivfoto.
Er du én af de 7674 kommende studerende, der har netop fået bekræftet, at de er optaget på en videregående uddannelse her i Nordjylland? Så står du måske også midt i jagten på en studiebolig. Få gode råd lige her.
Lige nu står der cirka 4600 på venteliste til en studiebolig i Aalborg. Cirka halvdelen af dem er nye studerende, der tager hul på deres studie i august eller september.
Og er du én af dem der allerede står på venteliste til en studiebolig, så er der gode chancer for, at du får en bolig. I hvert tilfælde hvis du har fulgt ét af de nedenstående råd og har søgt bredt. Der er nemlig flere studieboliger i Aalborg, hvor der slet ikke er en venteliste.
- Det skyldes primært to ting. Enten at det er forholdvis dyre boliger, eller at det er en bolig uden eget bad eller køkken. Det er typisk de to faktorer vi ser, at der spiller ind, forklarer Jane Knudsen, kontorleder hos AKU-Aalborg, der står for at anvise kollegie- og ungdomsboliger.
Søg tidligt - og søg meget
Hvis hun skal fremhæve de to bedste råd til at få en studiebolig i Aalborg, så er det at komme i gang med søgningen så hurtigt som muligt - og at søge så bredt som muligt.
- Du kan faktisk allerede komme på venteliste et år før, du forventer at starte på dit nye studie. Så hvis du allerede nu ved, at du vil søge ind på et studie næste år, så kan du allerede blive oprettet på ventelisten i september i år. Og på ventelisten er det indmeldelsesdatoen der afgør, hvor du står på listen, forklarer Jane Knudsen.
Og glem alt om at få en bolig, hvis du regner med at få to værelser som enlig ansøger, eller bare skal bo et stenkast fra centrum. Faktisk anbefaler AKU, at du søger helt op imod 60-70 forskellige boliger. Jo flere muligheder, jo hurtigere vil du få noget tilbudt.
Boliggaranti
Hvis du så ikke har fået skrevet dig på den der venteliste for et år siden - er alt håb så ude? Nej, forsikrer Jane Knudsen.
Som noget nyt har Aalborg Kommune nemlig oprettet en såkaldt boliggaranti for nye studerende. Det betyder, at du vil blive tilbudt en studiebolig i efterårssemestret eller senest den 15. december i år. Men så skal du også sige ja til den bolig, du bliver tilbudt. Ellers bortfalder garantien.
Boliggarantien er en udvidelse af Tag over hovedet-ordningen, hvor kommunen de senere år har garanteret nye studerende et tag overhovedet til studiestart - typisk i form af for eksempel et værelse på vandrehjem. Den ordning fortsætter også, men det nye er altså, at du er garanteret din egen bolig.
Lige nu er der cirka 7900 studieboliger i Aalborg. Og der er nye på vej. Senere på året står det gamle Park Hotel klar som studieboliger, lige som der også snart er nye boliger på Spritten.
Herunder kan du se alle AKU´s gode råd til at få tag over hovedet, inden du skal til at fylde ny viden ind i det.
Sådan finder du en studiebolig i Aalborg
FOR DIG, SOM SØGER BOLIG ALENE
- Tilføj så mange 1- og 1,5-værelses lejligheder som muligt til din ansøgning. 2-værelses lejligheder tilbydes først og fremmest til par på ventelisten.
- Tilføj også de handicapboliger, du finder i boligoversigten. Hvis der ikke er handicappede ansøgere på ventelisten, vil de blive tilbudt andre.
- Sørg for at søge bredt i boligoversigten - altså også udenfor Aalborg centrum.
- Sørg for at tilføje så mange boligønsker, som muligt - gerne 60-70 ønsker.
FOR JER, DER SØGER BOLIG SAMMEN SOM VENNER ELLER PAR
- Tilføj så mange 2-værelses lejligheder som muligt til jeres ansøgning. Sats ikke på at få tilbudt hverken 3- eller 4-værelses lejligheder, da de fortrinsvis tilbydes par med barn/børn.
- Sørg for at søge bredt - altså også udenfor Aalborg centrum.
- Tilføj også meget gerne 2-værelses handicapboliger fra boligoversigten. Hvis der ikke er handicappede ansøgere på ventelisten, vil de blive tilbudt andre.
- Sørg for at tilføje så mange boligønsker, som muligt - gerne 60-70 ønsker.
DERUDOVER KAN FØLGENDE MED FORDEL TJEKKES
- Ledige kollegie- og ungdomsboliger, som du finder her.
- Fremleje af Kollegie- og ungdomsboliger - find de aktuelle emner her.
- Ledige private værelser/lejligheder, som AKU formidler her.
- Aalborg Kommunes boliggaranti - læs mere her.
Kilde: AKU-Aalborg