Klima-demonstration: Unge vil råbe politikerne op
Unge demonstrerer over hele verden for klimaet. De kræver handling fra politikerne. I Aalborg samledes de unge fredag til demonstration på Gammel Torv.
Svenske unge har gjort det, belgiske unge har gjort det og nu demonstrerer danske unge også for klimaet. Flere steder i Danmark dropper unge i dag skolen for at demonstrerer for klimaet. Et af de steder hvor demonstrationen fredag formiddag er i fuld gang er på Gammel Torv i Aalborg.
Demonstrationerne sker samtidig i hele landet, samt i Grønland og på Færøerne. De unge håber, at det kan skabe større fokus på klimaproblemerne under parolen: hvorfor gå i skole når vi ingen fremtid har?
- Det er vigtigt, at vi unge støtter op om klimaet. Det er ikke de ældre det går ud over. Det er vores fremtid og vores børn det går ud over, siger Daphne Sander fra 9b på Vester Mariendal Skole.
Otte af de elever der deltager, kommer fra Aabybro Friskole. Skolen havde helst set, at de havde fulgt undervisningen, men anerkender at demonstrationer er en del af demokratiet.
- Det er jo den måde, vi gør det på her i vores demokrati. Hvis, der er et eller andet, vi gerne vil påvirke, eller er utilfredse med, så er det jo den måde man kan gøre det på, siger skoleleder Katrine Lomborg fra Aabybro Friskole.
Eleverne på torvet afviser, at de kunne vente med demonstrationen til i morgen, så de ikke gik glip af undervisningen.
- Miljøet og planeten venter ikke, så derfor er det vigtigt, at det er i dag og ikke senere, siger David Johanes fra 9. klasse på Aabybro Friskole.
De unge vil råbe politikerne op. De mener, der skal handles på klimaforandringerne, og de kræver at politikerne går aktivt ind i kampen allerede nu. Op i mod 100 unge mødte fredag op på Gammel Torv for at stødte op om det klimavenlige budskab.
Det er den unge svenske klimaaktivist, Greta Thunberg, der har inspireret de unge til at strejke. Hun har selv strejket fra skole for at gøre opmærksom på klimaet. Den unge aktivist skældte dog også verdens ledere ud til klimatopmøde i Polen, hvor hun beskyldte dem for at være fulde af undskyldninger.
Det er den 15-årige pige, der har inspireret unge i andre lande til at sige fra. I Danmark bliver der fredag demonstreret i Aalborg, Viborg, Århus, Vejle, Ribe, Sønderborg, Odense, Svendborg, Roskilde, Hillrød, København, Rønne, Nuuk og Thorshavn.
De unge strejker efter planen igen den 15. marts.