Kortere arbejdstid kan hjælpe langtidsledige i job
Aalborg Kommune vil have flere langtidsledige i job. I dag inviterede Business Aalborg virksomhedsledere til morgenmad og inspiration til at skabe flere mindre job.
Erhvervsorganisationen Business Aalborg inviterede tirsdag morgen virksomheder til morgenmad for at gøre dem klogere på, hvordan de bedst skaber jobs til mennesker på kanten af arbejdsmarkedet.
Det kan være svært at komme ind på arbejdsmarkedet, hvis man er på kontanthjælp og af den ene eller anden grund ikke kan klare et fuldtidsjob. Derfor er aalborgensiske virksomheder gået sammen med den kommunale organisation Business Aalborg og Jobcenter Aalborg for at få flere i job.
Det skal blandt andet ske ved at gå væk fra tanken om, at et job skal være 37 timer og i stedet se på, hvilke job, der kan deles op, så der bliver flere, mindre job. Projektet kaldes ”Små job med mening”.
- Hele tanken er, at man bryder ned på enkeltdele og får opgaverne løst på en måde, hvor man bruger hoved og hænder bedst, siger Frida Tarp, der er erhvervskonsulent ved Business Aalborg.
TV2 Nord har tidligere fortalt om ordningen, og herunder kan du se et indslag med en af dem, der er kommet i job via ordningen:
Vigtigt at være en del af fællesskabet
Der er tale om mindre job, som minimum er fem timer om ugen og maksimum 10 timer, og selvom det måske ikke lyder af meget, så kan det have en stor betydning for den enkelte at få en fod inden for på arbejdsmarkedet.
- Det er en identitet at have et arbejde, for vi hører til et sted ved at have et arbejde. Det at høre til i et arbejdsfællesskab er vigtigt, og det at vide, at de opgaver, man løser, er en løn værd, og man får den løn, det er rigtig vigtigt, siger Frida Tarp fra Business Aalborg.
En af udfordringerne for Business Aalborg er at få virksomhederne til at få øjnene op for, hvordan de kan skabe de mindre job, og det er en af de ting, erhvervslederne skal tale om og finde inspiration til ved tirsdagens morgenbord.
- Vi skal have lært virksomhederne at tænke på en ny måde. Man behøver ikke at kunne tælle til 37 timer, før man kan tilbyde et meningsfyldt job, siger Frida Tarp.