Krammere og kindkys til alle: Ole tilbage i Nibe
Foto: Mogen Jørgensen
Ole Henriksen var fredag tilbage i Nibe, hvor han delte flittigt ud af krammere, kindkys og underskrifter i sin nye bog "Det skal føles godt".
Ole Henriksen var rigtig i sit es, da han i går var tilbage i barndomsbyen hos Bog og Ide for at signerer sin nye bog "Det skal føles godt". Det gjorde det flere gange i løbet af eftermiddagen, for Ole Henriksen stødte ind i flere gamle skolekammerater og dansepartnere fra ungdomstiden i Nibe.
Ole Henriksens nye bog er ikke bare en selvbiografi, men også en inspirationsbog, der varmt og menneskeligt beskriver, hvordan man graver dybt i sig selv for at finde motivationen og styrken til ikke blot at overleve, når verden går en i mod, men også til at bryde ud ad onde cirkler, turde sætte sig større mål og arbejde sig frem mod dem.
Helt i Ole Henriksens ånd blev der delt både kindkys og krammere til alle der kom forbi boghandlen for at købe den nye bog, og Ole Henriksen gav sig også rigtig god tid til at snakke med folk. Der var også tid til dem han måske ikke kendte på forhånd, så alle gik fra boghandlen med et smil på læben.
Ole Henriksen gæster lørdag Salling i Aalborg, hvor han også signerer bøger og deler krammere ud.