Kronprinsen løber med til Royal Run i Aalborg

Når Royal Run den 6. juni løber af stablen i seks danske byer, kommer kronprinsparret til, hver især, at deltage i festlighederne.

Der er lagt op til en stor royal festdag når Royal Run, der siden 2018 har været et af landets helt store løbeevents, løber af stablen igen.

I år gæster kronsprinsparret nemlig fem af de seks værtsbyer og løber med i henholdsvis tre og to byer.

Aalborg har været værtsby for Royal Run alle årene siden 2018 hvor det store event havde premiere og 2022 bliver ingen undtagelse. Her kommer kronprins Frederik til, ligesom han gjorde i 2018, at løbe sammen med de mange tusind deltagere inden han tager videre til Aarhus og til sidst København, hvor han også løber med.

Og forberedelserne i Aalborg er i fuld gang:

- Det er unikt at være en del af et event, der favner så bredt i forhold til deltagerne. Her kan alle være med, og vi glæder os til, at kronprinsen igen kommer til Aalborg og bliver en del af motionsfesten, udtaler viceborgmester i Aalborg Kommune, Helle Frederiksen (S) i en pressemeddelelse.

Kronprinsesse Mary Royal Run
Foto: Lars Horn / Royal Run

Kronprinsessen, der i år kan fejre sin 50-års fødselsdag, lagde sidste år vejen omkring Aalborg og løb sammen med Aalborgenserne. I år dedikerer hun sin tid til Næstved og Kolding, der har fornøjelsen af at være værtsbyer for Royal Run for første gang.

Der er stadig ledige startnumre på alle tre distancer i Aalborg.


Seneste nyt

fra Nordjylland