Seneste nyt

fra Nordjylland

Kunne du tænke dig en bankohal? Nu har du chancen

Den har de sidste 30 år sat rammerne om et banko-center og cafeteria, men nu ser det ud til snart at være slut. 

I hvert fald står ejendommen, hvor Bankocenter Danmark holder til, nu til salg.

7.750.000 kroner er beløbet, du skal have op ad lommen, hvis det er noget for dig. 

Ifølge Nordicals, som har ejendommen til salg, vil den kunne konverteres til en erhvervsejendom, lager eller kontorformål, hvis ikke det er bankohal, man drømmer om. 

Bankocenter Danmark
Foto: Per Frank Paulsen / TV2 Nord

Bankohallen ligger da også i et attraktivt erhvervsområde på Lundeborgvej i Aalborg Øst, tæt på E45, det nye Universitetshospital og Port of Aalborg.

Så hvis Aalborgs ældste bankohal står på din ønskeseddel, så er det nu, du skal slå til. 

TV2 Nord har forsøgt at få en kommentar fra bankocentret, men de er ikke vendt tilbage på henvendelserne.