Kvinde fra Eritrea efterlyst - kan ikke tage vare på sit barn
Foto: Nordjyllands Politi
En 25-årig gravid kvinde er forsvundet fra sin bopæl i Aalborg sammen med sin multiallergiske datter på 18 måneder.
Nordjyllands Politi efterlyser en 25-årig kvinde fra Eritrea og hendes datter på bare 18 måneder. De har været forsvundet siden 22. december, hvor de har forladt deres bolig i Aalborg, og politiet frygter, at moderen er ikke i stand til at tage vare på barnet.
Derfor opfordrer politiet til, at man ringer på telefon 114, hvis man har set de efterlyste eller ved, hvor de befinder sig.
De to forsvandt sammen, efter moderen sammen med barnets far kidnappede den lille pige i forbindelse med et overværet samvær på et bosted. Siden er faderen blevet anholdt, men den unge mor og den 18 måneder gamle pige er stadig ikke fundet.
Moderen er Ezwti Ghebrehiwet Tkue på 25 år. Hun har kort mørkt afrohår, men benytter parykker. Hun er almindelig til robust af bygning, 168 centimeter høj og gravid i sjette måned.
Da hun forsvandt, var hun iført en lysbrun/beige tynd let vatteret overgangsjakke med bindebånd og et par løbesko.
Den efterlyste pige hedder Elyana Aron Mussie, men bliver kaldt Ellie. Hun er 18 måneder gammel og taler dansk. Hun er cirka 90 cenitmeter højt, vejer 11 kilo og har mørkt afrohår.
Hun er multiallergiker og medicinkrævende.
Hun blev sidst set iført lyslilla strømpebukser, lyslilla trøje og kjole med sølvglimmer.