Narkosalg på sociale medier: Sælgerne har været professionelle
Foto: Jesper Lange
- Bagmændene har ikke gjort det svært at bliver opdaget, når de har offentliggjort et telefonnumer på sociale medier, siger Casper Jacobsen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi og leder af afdelingen for operativ efterforskning.
Salg af narko er foregået professionelt, men det har været relativt nemt at opklare, fortæller politiets efterforsker.
123 personer er netop blevet sigtet i en større sag om salg af narko via sociale medier. Et salg, som politiet har optrevlet på baggrund af en borgerhenvendelse.
- En borger havde set, hvor let det var at få fat i narko via sociale medier, og derfor henvendte han sig til os, fortæller Casper Jacobsen, der er politikommissær ved Nordjyllands Politi og leder af afdelingen for operativ efterforskning.
Han vil ikke komme nærmere ind på, hvilket socialt medie, der er tale om, men:
- Det er almindeligt socialt medie, som alle kan komme til, så det har været et meget åbent medie, det er foregået på.
Det er primært has og kokain, der er blevet solgt via mediet, og tre nordjyske mænd på 20 og 21 år er anholdt i sagen og betegnes af politiet som sagens bagmænd.
- Sagen er lokal, langt hovedparten af de sigtede er fra eller omkring Aalborg og efterforskningen er foregået hos Nordjyllands Politi.
Selvom det kan virke amatøragtigt at sælge narko via sociale medier, hvor alting bliver sporet og gemt af udbyderne, mener politikommissæren, at salget er foregået ret professionelt.
- Selve handlerne er foregået superprofessionelt. Der har vidst, hvad de har haft med at gøre. Men når man oplyser et nummer på de sociale medier, så gør man det ikke svært at blive opdaget, kan man sige. Og vi holder løbende øje med de her medier, så det er ikke helt risikofrit.
Politiet anser sagen for at være færdigbehandlet, og det er nu op til anklagemyndigheden at tage stilling til, om der kan rejses tiltale i forhold til de tre personer, der er sigtet for at have solgt narkoen på nettet.
De 123 personer, der købte narkoen på nettet, modtager bøder i størrelsesordenen 2.000-12.000 kr.
SÅDAN FOREGIK HANDLEN MED DE ULOVLIGE STOFFER
- Køber sendte en sms eller ringede til et oplyst salgsnummer.
- Køber afgav bestilling og aftalte tid og sted for levering med sælger.
- Et bud transporterede stofferne hen til køber og varetog den endelige handel