Ny duo har store planer med Spritten: - Vi kniber os selv i armen jævnligt

Signe Cecilie Jochumsen og Bibi Henriksen Saugman er de to nye chefer for Kunsthal Spritten.

For omkring en måned siden fik Kunsthal Spritten hele to nye chefer - nemlig Signe Cecilie Jochumsen og Bibi Henriksen Saugman. 

De to kender hinanden fra studietiden, hvor de for 17 år siden lærte hinanden at kende, da de læste kunsthistorie sammen.  

Og kunsthistorie er også omdrejningspunktet for deres planer med Kunsthal Spritten i Aalborgs vestby. 

Planerne er nemlig, at de i 2026 vil åbne en kunsthal i de store lokaler. 

- Mavefornemmelsen bliver bedre og bedre. Vi kniber os selv i armen jævnligt. Det er jo helt vildt. Der er så meget potentiale. Så vi er meget begejstrede for opgaven og projektet, siger Bibi Henriksen Saugman.

quote Vi har store gigantiske kedelhaller, så vi kan lave nogle helt andre ting.

Bibi Henriksen Augman.

Samtidskunst

Makkerparret vil have skiftende udstillinger, og fælles for udstillingerne er, at der skal være fokus på samtiden.  

- Man kan bruge samtidskunsten til at berøre nogle af de store dagsordener, der berører os i vores verden. Klima, ensomhed og fællesskab er nogle af de store temaer. Vi tror virkelig på, at den her samtids-kunsthal skal være med til at danne ramme for, så den også bliver relevant for almindelige mennesker, siger Signe Cecilie Jochumsen. 

Igennem årene har mange hundrede nordjyder haft deres daglige gang på - og dermed et tilhørsforhold til - den gamle fabrik. 

Og den nye chefduo vil forsøge at få så mange som muligt til igen at få et forhold til Spritten. 

- Vi vil helt vildt gerne skabe nogle tilbud i samarbejde med skolerne og daginstitutionerne, men vi vil også gerne skabe et rum for en ældre befolkningsgruppe, der måske om formiddagen har lyst til at komme her og læse deres avis, drikke en morgenkaffe, opleve noget kunst og måske have nogle samtaler, der rækker ud over, hvad de ellers lige ville have haft med deres naboer, siger Signe Cecilie Jochumsen.

Og selvom der indenfor få kilometer ligger flere museer og kulturelle tilbud, mener makkerparret stadig, at der er plads til endnu et sted. 

- Ved Utzon er der et særligt fokus. Og Kunsten er et museum med en samling og er et fantastisk museum med en helt særlig arkitektur. Det her bliver også et sted på havnen med en særlig arkitektur. 

- Vi har store gigantiske kedelhaller, så vi kan lave nogle helt andre ting, siger Bibi Henriksen Saugman.

Se hele afsnittet af Indblik herunder: 

Mange arbejdsopgaver venter 

Lige nu fremstår den store bygning meget slidt, og derfor er der meget arbejde at gøre, inden der står en fuldfærdig kunsthal. 

- Der ligger rigtig mange opgaver forude. Der ligger en meget stor opgave med det konkrete byggeri. Det skal ikke være en rå og kold hal, når vi åbner, siger Signe Cecilie Jochumsen.

- Så er der en kunstnerisk profil, som vi så småt er ved at indlede og ikke kan berøre så meget nu. Men det kommer til at fylde det næste halve år, og det er noget, vi kommer til at præsentere i det nye år, siger Signe Cecilie Jochumsen.

Inden kunsthallen efter planen står færdig i 2026, vil de to løbende lave arrangementer. Det første løber af stablen den 11. november, når der kommer en samtidskunstner på besøg. 

- Vi vil gerne møde folk nu og byde dem på noget af det, der kommer til at være indholdet, når vi også har en bygning at være i, siger Bibi Henriksen Saugman.


Seneste nyt

fra Nordjylland