Nyt socialdemokratisk partikontor i Aalborgs midtby: På kant med lokalplanen

Det er klart i strid med lokalplanen, når Socialdemokratiet i Aalborg Kommune i morgen åbner et nyt partikontor på Boulevarden i Aalborg. Det mener flere af de forretningsdrivende i handelsgaden.

Købmand Anette Nyggard på Boulevarden har fået ny genbo. Socialdemokratiet er rykket ind i kælderen i det, der tidligere var en Sadolin-farvehandel.

- Det er jo bare et mødelokale. Det ser kedeligt ud, hvis Boulevarden skal være et spændende handelsstrøg. Vi havde håbet på, at det var en cafe eller en butik, der er på vej til at åbne, siger købmand Anette Nygaard.

quote Det ser kedeligt ud, hvis Boulevarden skal være et spændende handelsstrøg.

Anette Nygaard, købmand, Boulevarden, Aalborg

Meningen er, at de forskellige partiforeninger i Aalborg skal bruge de lejede kælderlokaler som samlingssted.

- Det kan vel godt betegnes som et partikontor, siger Carsten Møller Jakobsen, der er politisk næstformand for Socialdemokratiet i Aalborg Kommune.

Frisøren er skuffet

Frisøren på den anden side af gaden det ny partikontor er skuffet - efter i lang at have holdt øje med, hvem der mon det er, der flytter ind.

- Jeg havde bare forventet, at der kom en levende butik, som kunne være med til at understøtte de andre forretninger her i gaden, siger frisør Joan Thykær.

Det er lokalplan 10-058, der gælder for Boulevarden. Her står der, at lokaler i kældre og stueetage kun må anvendes til:

- Butikker

- Butikker med værksted

- Hotel eller restaurant

- Rekreative formål

- Tekniske anlæg

Næstformanden i Socialdemokratiet i Aalborg Kommune, Carsten Møller Jakobsen, har dog ikke den store lyst til at tale om det ny partikontors placering virkelig kan være lovlig i forhold til lokalplanen.

- Det må I spørge nogen andre om, siger Carsten Møller Jakobsen.

S-politikere stemte for lokalplanen

Lokalplanen for Boulevarden blev vedtaget af byrådet i Aalborg i 2005. Samtlige socialdemokrater stemte for. Planen skulle sikre en aktiv strøggade med et godt handelsliv med masser af butikker.

De forretningsdrivende pointerer, at de ikke har det fjerneste imod socialdemokrater. Det handler om handelsgadens overlevelse.

- Det kunne være et forsikringsselskab, fagforening eller andet parti. Jeg synes bare, at det ikke kan være rigtigt, at sådan et lokale med så store vinduespartier, skal bruges på den her måde, siger købmand Anette Nygaard.

Socialdemokratiets nye parti partikontor på Boulevarden 40 indvies i morgen eftermiddag.


Seneste nyt

fra Nordjylland