Opera på plejehjemmet: - Hun er vanvittigt dygtig

Som led i Aalborg Opera Festival arrangeres der 'Opera til Kaffen' for de borgere, der ikke kan komme hjemmefra. I dag var der operasang på Fremtidens Plejehjem i Nørresundby.

Tonerne fra George Gershwins Summertime fylder lokalet, da sopran Helene Hvass Hansen giver koncert på Fremtidens Plejehjem.

Med koncertkonceptet 'Opera til Kaffen' får plejehjemsbeboere nemlig mulighed for at opleve Aalborg Opera Festival helt tæt på.

- Det er fantastisk at få opera ind i huset, for det er vi ikke vant til. Og det er dejligt nemt at få det her til plejehjemmet, siger Jette Pohl, der er aktivitetskoordinator på Fremtidens Plejehjem.

En oplevelse, man husker

For beboerne på plejehjemmet er det at gå til opera nok noget, der ligger mange år tilbage. Men nu får de igen fornøjelsen.

- Hun er vanvittigt dygtig, siger Per Ole-Ekstrøm, der bor på plejehjemmet og fortsætter:

- Hele hendes koloratur er jo så fantastisk, så det gør et meget stort indtryk på én.

Operaoplevelsen skulle ifølge aktivitetskoordinator Jette Pohl gerne være en sanselig oplevelse og noget, beboerne husker.

- Opera kan røre helt ind i knoglerne på os, og Helenes besøg gør, at hele kroppen bliver stimuleret, siger hun.

VIDEO: Hør mere om Aalborg Opera Festival fra festivalleder Peter Rønn her:


Seneste nyt

fra Nordjylland