Foto: Henning Bagger (Ritzau/Scanpix)

To personer indlagt efter at have spist giftige svampe

De to personer er indlagt med svært nyresvigt efter at have indtaget svampen ”Hvælvet gift-slørhat”.

Indtagelse af den giftige svamp ”hvælvet gift-slørhat” har sendt to personer på hospitalet. Det skriver Aalborg Universitetshospital i et opslag på Facebook.

De to personer er indlagt med svært nyresvigt og er begge i dialyse.

Symptomerne på forgiftning er opkast, diarré og aftagende nyrefunktion, men typisk kommer symptomerne først flere dage efter indtagelse af svampen.

Læs også Din svampe-guide: Her er de spiselige – og de giftige

Hvælvet gift-slørhat er meget sjælden i Danmark og det undrer naturvejleder ved Naturcenter Fosdalen, Svend Møller Nielsen, at nogen er kommet til at spise svampene.

- Jeg har aldrig selv set sådan en gennem de 20 år, jeg har været her, siger han og fortsætter:

- Den ligner ikke andre svampe. Det er en brun svamp, og den ser ikke indbydende ud at spise. Så man kan ikke tage fejl, hvis man bare har en lille smule forstand på svampe.

Forgiftningen kan give permanente nyreskader, hvor der er behov for livslang dialyse.

Aalborg Universitetshospital opfordrer til, at man ikke spiser svampe, med mindre man er 100 procent sikker på, at de er ufarlige.