Politiet efterlyser vigtigt vidne
Foto: TV2 Nord (Arkivfoto)
Vidnet er fundet, så Nordjyllands Politi afblæser efterlysningen.
Opdateret: Vidnet er fundet, så Nordjyllands Politi afblæser efterlysningen.
Nordjyllands Politi efterlyser i forbindelse med en aktuel efterforskning et vidne, som kan have været involveret i et færdselsuheld i Ø-gadekvarteret i Aalborg.
Vidnet beskrives som kørende på en sort ladcykel med sort kalenche foran og iført en halvlang brun jakke.
Idet vidnet kørte forbi Sjællandsgade, kørte en sølvfarvet personbil frem fra sin ubetingede vigepligt. Her kan vidnet have været involveret, da der kan være sket en påkørsel, eller vidnet har måtte undvige.
Vidnet opfordres til at henvende sig
Derfor opfordrer Nordjyllands politikommissær kraftigt til at vidne henvender sig.
- Udover at vidnet er forurettet i en sag om overtrædelse af færdselsloven, så er det også vores vurdering, at der er tale om et vigtigt vidne i forbindelse med en anden alvorlig sag, som vi aktuelt efterforsker. Derfor må dette vidne meget gerne rette henvendelse til os på telefon 114, siger Kenneth Rodam fra Nordjyllands Politi.
Han understreger, at oplysningerne kan være til stor hjælp for politiets efterforskningsarbejde, og at vidnet ingen forbindelser har til den aktuelle straffesag, som politiet efterforsker.
Politiet har ingen yderligere kommentarer til den verserende efterforskning.