Rystet par sølet ind i makrel-i-tomat på gåtur: Flere har oplevet det samme

Kim Moos er efter oplevelsen nødsaget til at følge sin kone på arbejde om aftenen.

Tre gange indenfor ganske kort tid, under en time, er beboere i Nørresundby blevet 'ramt' af en særdeles ubehagelig og ildelugtende oplevelse.

En af dem var Kim Moos og hans kone, der torsdag aften var på gåtur.

Hånd i hånd slentrede de på Forbindelsesvejen i Nørresundby ved 20-tiden, og så sagde det ellers splat.

quote Min kone har reageret rimelig voldsomt på det, og hun føler sig altså utryg nu

Kim Moos

Bagfra kom en mørk bil nemlig kørende. Da den var ved at passere parret, sænkede den farten, og pludselig hang en person halvvejs ud ad vinduet, og så kunne parret ellers mærke og lugte, at de blev ramt af noget vådt, klamt - og varmt.

- I øjeblikket blev vi lidt chokerede. Det var meget mærkeligt, fortæller Kim Moos.

Flere har oplevet det samme

Inden bilen nåede forbi, havde Kim Moos en mindre pæn ordudveksling med de to i bilen, som havde vinduet rullet ned.

- De råbte skældsord efter os, og jeg er jo håndværker, så jeg reagerer i sekundet, og jeg råbte så sandeligt noget retur til dem. Jeg var dælme gal, siger han.

Da parret fik anledning til at kigge ned ad dem selv, konstaterede de, at de var sølet ind i makrel-i-tomat. Og det stank, vil Kim Moos godt vedkende sig.

Efter hændelsen fortalte håndværkeren om episoden på Facebook, som han indledte med ordene "syg opførsel".

Kort efter var flere hurtige til at reagere på opslaget. To kvinder havde sågar oplevet det samme om torsdagen ved 20-tiden.

Kone er utryg

Her dagen derpå tager Kim Moos situationen med ophøjet ro. For de kom aldrig i fare, og makrellen kan vaskes af, som han siger. 

Det samme er imidlertid ikke tilfældet for hans kone.

- Min kone har reageret rimelig voldsomt på det, og hun føler sig altså utryg nu. Hun tør ikke gå rundt alene om aftenen, siger han.

Oplevelsen betyder, at Kim Moos i den kommende tid vil følge sin kone rundt på arbejde, når hun gør rent i børnehaver om aftenen. Parret har ikke anmeldt sagen til politiet, men håber, at de to unge mænd snart lærer, hvad der er god opførsel.

-  Det er mærkeligt, at nogen opfører sig sådan der. De burde ryge over knæet. Jeg forstår ikke, hvad de får ud af det, men der er jo mange ting, man ikke forstår, siger Kim Moos.

Kim Moos møder selv meget tidligt op morgenen, så det er ikke sikkert, han får særligt meget søvn den kommende tid.
Kim Moos møder selv meget tidligt op morgenen, så det er ikke sikkert, han får særligt meget søvn den kommende tid.
Foto: Privatfoto

Seneste nyt

fra Nordjylland