Se billederne: Hus fra 1500-tallet dukket op under udgravning i Aalborg

Arkæologer fra Nordjyllands Historiske Museum er tirsdag stødt på resterne af et hus fra 1500-tallet i Algade i Aalborg.

Det er aldrig til at vide, hvad man finder, når man giver sig til at grave i den nordjyske muld. Heller ikke, når man egentlig bare skal lægge nogle nye kloakrør.

Det har medarbejdere fra Aalborg Kommune måttet sande, for i Algade, hvor Aalborg er ældst, giver man sig ikke bare til at grave. Her skal der arkæologiske udgravninger til, før man kan gå i gang med de kommunale gravemaskiner.

For der kunne jo ligge noget gemt under asfalten.

Og sørme så, om ikke arkæologerne fra Nordjyllands Historiske Museum tirsdag morgen er stødt på intet mindre end rester fra et hus fra 1500-tallet. Det skriver museet på sin Facebook-profil.

- Længere nede findes der sandsynligvis rester fra endnu ældre huse, og måske endda spor fra vikingetiden, skriver museet om fundet.

Så der går nok en rum tid, før Aalborg Kommune kan få de lagt de nye kloakrør.


Seneste nyt

fra Nordjylland