Sejlbåd drev ind i jernbanebroen: Ingen skade på besætning, båd eller bro

Tirsdag aften fik en sejlbåd motorproblemer ved jernbanebroen i Aalborg. Båden drev stille ind i broen, men uden skade på båd, bro eller besætning.

Tirsdag aften fik en gruppe sejlere en grim oplevelse.

Inde i Limfjorden ved Aalborg fik deres sejlbåd motorproblemer omkring klokken 20 tirsdag aften. Problemerne resulterede i, at de ikke længere havde kontrol eller styring over, hvor båden sejlede hen.

Derfor drev sejlbåden ind i jernbanebroen, der er tog- og gangbroen mellem Aalborg og Nørresundby.

Det oplyser vagtchefen ved Nordjyllands Politi.

Ifølge Nordjyllands Politi er der hverken kommet skade på besætningen, båden eller broen.

Aalborg Kommune er blevet underrettet om påsejlingen, og vil nu lave en besigtigelse af jernbanebroen onsdag for at tjekke broen for eventuelle skader.


Seneste nyt

fra Nordjylland