Sejlbåd udbrændt i Egense

Nordjyllands Beredskab fik forhindret branden i at brede sig til andre både i havnen.

En sejlbåd er ved 18.30-tiden i aften totalt udbrændt i Egense Havn.

Medlemmer fra Egense Sejlklub opdagede den brændende båd, og de fik alarmeret brandvæsenet.

- Båden er fuldstændig udbrændt, men vi fik begrænset flammerne, så de øvrige både i havnen ikke er blevet ødelagt, fortæller indsatsleder Jesper Rasmussen fra Nordjyllands Beredskab.

Han forklarer, at branden var så kraftig, at træbådebroen, som sejlbåden lå fortøjret til, har taget skade.

Ifølge Jesper Rasmussen er der ikke umiddelbart nogen forklaring på, hvorfor der er gået ild i sejlbåden.

- Der er ikke nogen hernede, da vi kommer ned til havnen, og vi har heller ikke nogen kontakt til ejeren, siger Jesper Sørensen.

Det er endnu uklart, om der er en motor i sejlbåden, da båden er totalt udbrændt, men Aalborg Kommunes miljøvagt var tirsdag aften på stedet for at se, om branden kunne have nogle miljømæssige konsekvenser.

Ifølge indsatsleder Jesper Rasmussen var det tirsdag aften usikkert, om man ville forsøge at få den udbrændte sejlbåd på land i løbet af aftenen eller vente til onsdag.


Seneste nyt

fra Nordjylland