Snører støvlerne for sidste gang: AaB-legende stopper til sommer
Interviewet her er fra d. 12. august efter at AaB havde slået FC Nordsjælland med 1-0 i Aalborg.
Viceanføreren i AaB har i en alder af 36 år valgt at karrieren skal slutte til sommer.
Når Superligaen efter sommerpausen starter op bliver det en profil fattigere.
36-årige Kasper Risgård har efter 336 officielle kampe i AaB-trikoten valgt at stoppe til sommer.
Jeg har været en del af gamet i mange år, og når kærligheden til fodbolden som helhed og til AaB som klub er så stor, som den er, så er beslutningen om at stoppe også ufattelig svær at tage.
Kasper Risgård, AaB.
- Jeg har været en del af gamet i mange år, og når kærligheden til fodbolden som helhed og til AaB som klub er så stor, som den er, så er beslutningen om at stoppe også ufattelig svær at tage, siger Kasper Risgård i en pressemeddelelse.
Viceanføreren er den spiller med 14. flest kampe for nordjyderne gennem tiden.
Og han vil blive savnet i klubben.
- Som spiller og som person er Kaspers kvaliteter velkendte med spilintelligens og ærgerrighed som varemærker, også selvom han i de seneste måneder har fået længere og længere til fast spilletid. Vi ved, at beslutningen har været vanskelig for Kasper, men vi er overbeviste om, at der nu vil byde sig nye succesoplevelser til, når han har fundet endeligt frem til, hvad han nu ønsker at beskæftige sig, og vi vil gerne takke ham for altid at have været en fantastisk ambassadør for vores klub, siger sportsdirektør i AaB, Allan Gaarde, i en pressemeddelse.
Siden debuten i april 2003 har Kasper Risgård vundet både to danske mesterskaber og en pokaltitel.
Han startede karrieren i Aars I.K., og undervejs i AaB karrieren havde han en afstikker på fire år, der blandt andet bød på et ophold i Silkeborg IF samt Grækenland.
Midtbanespilleren har scoret 49 mål for de bolsjestribede, og på falderebet kommer han også med et løfte til de nordjyske fans.
- Endelig vil jeg gerne benytte lejligheden til at sige foreløbigt tak til alle, jeg har været i berøring med i min tid i AaB, hvilket ikke mindst gælder fansene, og jeg har tænkt mig også at score mit mål nummer 50 for klubben, lyder det fra Kasper Risgård med et glimt i øjet.
Hvad der skal ske efter karrieren er stadig usikkert, men Kasper Risgård har uddannet sig inden for international handel og marketing sideløbende med karrieren.
- For mig gælder det nu om at glæde mig over de sidste måneder af mit fodboldliv, og forhåbentlig kan vi få en stærk afslutning på sæsonen. Og så ser jeg frem til en fremtidig karriere i erhvervslivet, hvor jeg er åben over for det meste, fortæller Kasper Risgård.