Søren Krogh til AaB: - Jeg ser et kæmpe potentiale
Foto: Henning Bagger (Ritzau Scanpix)
Superligaklubben har længe ledt efter en afløser for Poul Erik Andreasen. Han er nu fundet i form af FC Nordsjællands assistenttræner.
1. januar sætter Søren Krogh sig i stolen som fodboldchef i AaB. Han afløser Poul Erik Andreasen, der tidligere på året valgte at sige stop efter 25 år i den nordjyske Superligaklub.
- At hente Søren Krogh til AaB som fodboldchef betragter vi som et kæmpe scoop for vores klub, og vi har igennem længere tid tilstræbt at få præcis denne brik på plads, forklarer AaB´s administrerende direktør Thomas Bælum.
- Søren Krogh kommer udover med sin sympatiske og seriøse personlighed med enorm erfaring fra et af Danmarks allerstærkeste talentmiljøer, hvor han i otte-ni år har været med til at producere et utal af spillere til højeste niveau og efterfølgende store spillersalg, hvilket er kompetencer og erfaringer vi ser frem til at kombinere med vores eget dygtige set up i AaB Talent, siger Thomas Bælum.
Den nye fodboldchef kommer fra en stilling som assistenttræner hos FC Nordsjælland. Som aktiv spiller har han selv spillet i blandt andet Nordsjælland og Brøndby, ligesom han har spillet 31 ungdomslandskampe for Danmark.
- Helt grundlæggende er jeg igennem samtaler med forskellige folk i AaB, blevet bekræftet i det indtryk, jeg i forvejen havde af klubben, nemlig at AaB er en klub med en masse gode mennesker og ordentlige værdier.
- Den del er vigtig for mig, ligesom jeg ser et kæmpe potentiale i AaB, hvor jeg glæder mig til at bidrage med mine kompetencer og arbejde sammen med en række dygtige mennesker, hvor vi som team skal flytte klubben fremad, påpeger Søren Krogh.
- Jeg er ydmyg og taknemmelig for den tid, jeg har haft i FC Nordsjælland, og nu går jeg lige så ydmygt og dedikeret ind til et forhåbentligt langt og givende samarbejde med AaB med vellykkede resultater på flere parametre, slutter Søren Krogh.