Stjernes ankomst i privatfly vækker kritik: Derfor fløj han ikke med rutefly

Det har vakt kritik, at håndboldstjernen Mikkel Hansen mandag morgen ankom til Aalborg med privatfly. Håndbolddirektør forsikrer, at det ikke gentager sig.

Håndboldstjernen Mikkel Hansen ankom mandag morgen til Aalborg Lufthavn i et privatfly, da han mødte ind til sin første arbejdsdag efter skiftet fra franske Paris Saint-Germain til Aalborg Håndbold.

Og det har medført både undren og kritik blandt brugere på TV2 Nords Facebook-side, at Mikkel Hansen sammen med få andre passagerer skulle fragtes til Aalborg med et privatfly frem for et rutefly.

- Hvad er der galt med de almindelige daglige afgange?, spørger Vibeke Dornhoff Esbensen i en kommentar til opslaget fra TV2 Nord om Mikkel Hansens ankomst.

- Ikke lige den mest klimavenlige entré. Men velkommen da, skriver Mikkel Gravgaard.

Aalborg Håndbolds direktør Jan Larsen er glad for at have fået den danske stjerne, der tre gange er kåret til verdens bedste håndboldspiller, til den nordjyske klub. Han forklarer, at klubben ønsker at gøre noget særligt ud af Mikkel Hansens ankomst.

- Vi besluttede os for, at vi ville gøre noget ekstraordinært ud af det, så det bliver en festdag. Vi ville være sikre på, at han kom til tiden, så med alle de forsinkelser, der har været på det seneste, så ville vi ikke risikere noget i dag, siger Jan Larsen.

- Det bliver ikke sådan i fremtiden

Mikkel Hansen skal fremadrettet have bopæl i både København og Aalborg, og på TV2 Nords Facebook-side kommer Benny Andersen med en opfordring til håndboldstjernen:

- Hvis Mikkel Hansen vil bevare sit omdømme, må han nok til at bruge en anden form for befordring fremover, skriver Benny Andersen.

Jan Larsen fortæller, at mandagens ankomst i privatfly er en engangsforestilling.

- Det bliver ikke sådan i fremtiden, kan jeg afsløre, men i dag er en speciel dag, siger Aalborg Håndbold-direktøren og uddyber:

- Han (Mikkel Hansen, red.) vil nogle gange pendle tilbage til København til sin familie. Andre gange vil han være i Aalborg to, tre eller fire dage om ugen afhængig af kampprogrammet.

Og det bliver ikke med privatfly, han flyver frem og tilbage?

- Nej, det gør det ikke. Det har vi trods alt ikke råd til. Det skete af helt særlige grunde i dag, siger Jan Larsen.


Seneste nyt

fra Nordjylland