Strasbourg-terror: Politiet øger tilstedeværelsen til julemarked i Aalborg
Foto: Nordjyllands Politi
Nordjyllands Politi parkerer en mobil politistation til julemarked på Gl. Torv i Aalborg hver dag frem mod jul, set i lyset af den nylige terror i Strasbourg.
I den kommende tid, frem mod jul, vil aalborgenserne opleve lidt flere betjente end sædvanligt til julemarkedet på Gl. Torv.
Nordjyllands Politi parkerer nemlig den mobile politistation hver dag på torvet frem mod jul.
- Vi har et ønske om at være meget synlige, hvilket nu betyder, at vi er tilstede ved julemarkedet i Aalborg med vores mobile politistation, siger politiinspektør ved Nordjyllands Politi Ole Kristensen.
Han understreger, at man gerne vil sende et signal om, at politiet selvfølgelig også tager det alvorligt, når et marked i Frankrig udsættes for et attentat, som det skete i tirsdags, da et julemarked i Strasbourg blev udsat for et terrorangreb.
Dog understreger politiinspektøren, at man ingen konkrete trusler har.
- Det er almindelig rettidig omhu fra vores side. Så borgerne i Aalborg og Nordjylland kan tage det helt roligt og gøre fuldstændig som de plejer, siger Ole Kristensen.
Derfor opfordrer politiinspektøren borgerne til at kigge forbi den mobile politistation.
- Vores betjente sidder klar til at tage en snak med borgerne om, hvad der rør sig – eller til at give nogle gode råd mod indbrud, siger Ole Kristensen.