Sun-Air åbner ny rute fra Aalborg til England
Foto: Lars Lyngdahl
I tæt samarbejde med Siemens Wind Power åbner Sun-Air fra 17. april en ny rute fra Bilund og Aalborg til Humberside i det centrale England.
En ny flyrute fra Billund og Aalborg til Humberside i det centrale England åbner 17. april med Sun-Air som operatør.
Sun-Air er franchisepartner for British Airways og har stablet den nye rute på benene i samarbejde med Siemens Wind Power. Tanken bag er, at understøtte en voksende vindmølleindustri i Humberside-området.
- Vores strategi er at tilbyde direkte ruter i tæt samarbejde med det regionale erhvervsliv, og den strategi følger vi med åbningen af ruten Billund – Aalborg - Humberside. Vi har arbejdet tæt sammen med Siemens Wind Power og Humberside Lufthavn for at udvikle denne niche, som samtidig er en værdifuld mulighed for markedet generelt, udtaler Kristian Tvergaard, der er Sun-Airs kommercielle direktør i en pressemeddelelse.
Ruten flyves fredag og søndag med et Dornier 328 jetfly, der har plads til 32 passagerer, og allerede inden første fly har fået luft under vingerne, drømmer Sun-Air-direktøren om at udvide med mindst en flyvning mere om ugen. Alt sammen for at imødekomme vindmølleindustrien om dennes underleverandører.
Ross Dean er Siemens' kommercielle direktør for Hull-projektet og udtaler i pressemeddelelsen:
Det er virkelig vigtigt for vores medarbejdere, at vi har fundet frem til en løsning, der minimerer deres rejsetid og samtidig maksimerer den tid, de har hjemme sammen med deres familier. Sun-Air har udviklet denne nye, direkte rute, som tilbyder de mest effektive flyvetider, som passer godt ind i vores arbejdsmønstre og uddannelsesprogrammer.